December 1944 blev højdramatisk i Skanderborg

Eksplosioner prægede julemåneden for 75 år siden

Af
Claus Sonne

December 1944 blev den sidste måned, hvor Danmark var besat. I Skanderborg og omegn blev det en dramatisk måned med både sabotage og Schalburgtage. Her er nogle af månedens 'højdepunkter' fundet i Social-Demokraten.

1. december har en gruppe sabotører i Skanderborg held til at anbringe fem bomber i biler i autoforhandler Suryanninoffs autoværksted, der ødelægges totalt sammen med fire biler. Sabotørerne skaffer sig adgang til værkstedet ved at holde mekaniker Laursen og dennes hustru op på Nørregade Service Station og kræve en bil udleveret. Denne bil afleverer de på Suryanninoffs autoværksted.

7. december udsættes Skanderborg Amts Bogtrykkeri og Pøhlsgaards Boghandel, begge på Adelgade i Skanderborg, for Schalburtage. Ingen mennesker kommer til skade, men der sker massive ødelæggelser.

Se avisartikler fra december 1944 her:

Bag handlingen står 'Petergruppen', efter krigen kendt som Brøndumbanden. Lederen af aktionen er malersvend Kaj Henning Bothilsen Nielsen fra Aarhus. Han bliver i 1947 dømt for adskillige schalburgtager og mord og dømt til døden og henrettet.

Skaderne efter bombeattentaterne vurderes at koste mindst 135.000 kr. I alt er 60 bygninger skadet.

Skanderborg Byråd vedtager oprettelsen af en byvagt, der udstyres med knipler, fløjter og huer. Årsagen er, at politiet i september 1944 bliver arresteret af tyskerne.

Der er kraftig kritik af, at der mangler tilflugtsrum i Skanderborg. Skanderborg Luftværnskontor kan dog hurtigt melde tilbage, at man har åbner tre bunkers til formålet, en dobbeltbunker på Mindet og to enkeltbunkers på Skanderupgade og Villavej.

Skanderborg Kommune kan melde om et driftsoverskud på 16.609 kr. Tallet for 1943 var 13.665 kr.

Dovergaard ved Ry hærges af en brand, hvor tre stråtækte længer nedbrænder. 76 kreaturer omkommer i branden, hvor også store mængder korn, redskaber og et tærskeværk går til.

På Skanderborg Banegård mister en portør sit venstre ben under knæet, da hans fod sidder fast efter et sporskifte.

Skanderborg-Egnens hesteavlsforening har den store pung fremme og køber en hest til hele 31.000 kr.

Skanderborg Kommune er i gang med at vurdere, om en eneboer, der lever ved Himmelbjerget i huler og hytter og stjæler mad og andet på de omkringliggende gårde, skal sendes i psykopat-fængsel.

En svindler franarrer gårdejer Karl Larsen i Gram fire levende fedegrise.

Publiceret 29 December 2019 11:30