Skanderborg-tandlæge Annemette Sabro har 28. december været selvstændig i 25 år. Foto: Sonne

Skanderborg-tandlæge Annemette Sabro har 28. december været selvstændig i 25 år. Foto: Sonne

Annemette og godt 200 patienter fejrer 25 års tand-jubiluæm i dag

28. december er det 25 år siden, at tandlæge Annemette Sabro blev selvstændig

Af
Claus Sonne

Skanderborg Normalt modtager man gaver, når man har 25 års jubilæum, men når tandlæge Annemette Sabroe fra Tandklinikken i Skanderborg Sundhedscenter 28. december kan fejre 25 år som selvstændig, så er det hende, der deler gaver ud.

"Jeg har godt 200 patienter, der har været med i alle mine 25 år i Skanderborg, og dem vil jeg godt sige tak til med en flaske champagne til hver," forklarer Annemette Sabroe og uddyber:

"De har fulgt mig i tykt og tyndt, akkurat som jeg har gjort det med dem. Jeg føler stor ydmyghed over den tillid og loyalitet, som patienterne har vist mig. Det er så hyggeligt at kende sine patienter, og jeg har ikke noget imod, overhovedet, at møde dem over køledisken i supermarkedet."

I 1994 overtog hun Svend E. Pedersens praksis på Adelgade, og i 1997 rykkede hun ind i Sundhedscentret, hvor hun er særdeles glad for at være.

"Jeg kan godt lide at være omgivet af fagfolk, så vi kan trække på hinandens viden. Eneste minus er, at vi mangler plads i klinikken, men det ser ud til at komme i 2020," fortæller Annemette Sabroe, der vil bruge den måske ekstra plads til at ansætte en tandlæge mere, så der vil være to tandlæger og to tandplejere på adressen, der har cirka 1500 aktive patienter i kartoteket.

"Jeg glæder mig til at få en ugentlig fridag," ler jubilaren.

Hvor mange tænder tror du egentlig, du har set på i de 25 år?

"Uha... Det tør jeg slet ikke begynde at tælle. Rigtig mange, i hvert fald."

Efteruddannelse

Gennem årene har Annemette Sabroe konstant efteruddannet sig i blandt andet USA og bl.a. modtaget en Award på Dawson Academy i USA. Gennem de sidste 10 år har hun hver februar rejst til Chicago, hvor hendes mor er født, for at deltage i 'Dental Midwinter Meeting' sammen med ikke mindre end 35.000 kollegaer.

"Det er vildt inspirerende. Der sker simpelthen så meget i faget, at man er nødt til at holde sig opdateret og levere behandlinger, der bliver stadig mere forfinede," forklarer Annemette Sabroe, der i en fireårig periode har fungeret som beskikket censor på tandlægeskolerne i Aarhus og København og også været censor på udenlandske tandlægers 'adgangseksamen' til Danmark.

Annemette Sabroe er gift med dyrlæge Finn Sabroe, der driver Skanderborg Dyrehospital. Parret bor i Hylke og har tre voksne sønner

Publiceret 28 December 2019 11:30