Føtexmedarbejderne i Bloms møder ind efter arbejdstid mandag 23. december klokken 21 for at samle overskudsmand på hylder og i kølemontre, pakke den, og bringe den til Medborgerhuset i Skanderborg. Pressefoto

Føtexmedarbejderne i Bloms møder ind efter arbejdstid mandag 23. december klokken 21 for at samle overskudsmand på hylder og i kølemontre, pakke den, og bringe den til Medborgerhuset i Skanderborg. Pressefoto

Føtex spreder juleglæde i Medborgerhuset

Igen i år donerer Føtex i Bloms Butikker juleoverskudsmad til Medborgerhuset i Vestergade

Af
Grethe Bo Madsen

Skanderborg Trængte familier fortjener en hjælpende hånd i julen. Sådan er tanken i føtex-varehuse landet over også hos Føtex i Bloms Butikker i Skanderborg, hvor man igen i år har valgt at donerer overskudsjulemad til Medborgerhuset i Vestergade.

Mandag aften 23. december klokken 21.00 når varehuset lukker, samles en flok medarbejdere for at samle julehandlens overskudsvarer fra kølediske og hylder og bringe den over til Medborgerhuset, hvor frivillige juleaften bruger den til at lave julemiddag for Skanderborgensere med få midler.

Varerne består både af klassisk julemad og helt almindelige fødevarer, der ikke fejler andet, end at de ikke er blevet solgt, inden Føtex lukker den 23. december.

"Jeg synes, det er en rigtig fin aftale. Vi får samlet den overskydende julemad ind, der ellers var endt som madspild. Og Medborgerhuset bruger maden til at lave julemiddag for nogle af den, der har det svært i julen," siger varehuschef i Føtex Skanderborg, Dann Bähring.

"Det er tredje gang, vi donerer overskudsjulemad. Det første år, kørte vi det til Aarhus, men sidste år gav vi maden til Medborgerhuset, og det gør vi også i år."

I medborgerhuset fortæller en af de frivillige, Lene Madsen, at de glæder sig til at få overskudsmaden fra Føtex.

"Vi har faktisk først lige fået det at vide. Det er skønt, at vi kan hjælpe hinanden på den måde, og at maden ikke går til spilde. Vi bruger maden, når vi den 24. skal holde juleaften. Der er omkring 15, der har meldt sig til på nuværende tidspunkt. To af de andre frivillige møder ind 24. december og tilbereder maden, mens vores formand, Carsten Kondrup Jensen og hans hustru er her om aftenen, og fejrer jul."

Publiceret 19 December 2019 19:00