Julepakkeudvalgets formand Niels Freudendahl og udvalgsmedlem Knud Martin Kjeldsen pakker varer sammen med souschef i Superbrugsen Thomas Pedersen. Foto Karl-Erik Jørgensen

Julepakkeudvalgets formand Niels Freudendahl og udvalgsmedlem Knud Martin Kjeldsen pakker varer sammen med souschef i Superbrugsen Thomas Pedersen. Foto Karl-Erik Jørgensen

40 borgere i Ry får julehjælp fra løverne

Lions i Ry uddeler julehjælp til 40 borgere i Ry-området. Pengene til julepakkerne kommer fra årets store julebanko

ry Lions i Ry uddeler traditionen tro julepakker til medborgere i Ry området, som af forskellige grunde har svært ved at få holdt en ordentlig og anstændig jul.

Kriteriet for tildeling er såvel økonomi som en opmuntring i en svær periode her til jul. Det er primært børnefamilier i området postnummer 8680 og 8670, der har kunnet søge. Lions har lavet ansøgningsproceduren digital for at sikre, at der indsendes de ønskede oplysninger til vurdering hos Lions.

Fik 65 ansøgninger

Da alle jo ikke er digitale, har der også været mulighed for at aflevere en ansøgning i postkassen hos et bestyrelsesmedlem.

Lions har igen i år oplevet en stor efterspørgsel efter julehjælpspakker, hvilket nok afspejler en presset økonomi.

De i alt 65 henvendelser er nok et resultat af det nye digitale ansøgningssystem, vurderer Lions.

Flere i hele familien har søgt, hvilket efter Lions' vurdering skyldes misforståelser, lige som der også har været ansøgere uden for lokalområdet, og der var ansøgere, som ikke har opfyldt kriteriet for at kunne få en julehjælpspakke.

"I Lions glæder vi os over, at vi med vore sponsorer og besøgende fra bl.a. julebankospillet 24. november er i stand til at hjælpe," udtaler julehjælpsudvalgets formand Niels Freudendahl i en pressemeddelelse fra Lions i Ry.

Midler fra julebanko

"Vi har i år efterkommet 40 ønsker om julehjælpspakker, og pakkernes indhold afspejler julehjælpsudvalgets vurdering fra ansøgning til ansøgning om behovet for hjælp," fortsætter han.

Midlerne til julepakkerne stammer fra det årlige julebanko, som i år havde 720 deltagere og et overskud på 92.000 kr.

Lions udleverer gavepakkerne fra tirsdag 17. december kl. 12 til torsdag 19. december kl. 18 i Superbrugsen på Parallelvej i Ry.

"Julehjælpspakkerne er med spændende kolonialvarer og Lions har også vedlagt et gavekort til slagteren samt et gavekort til de familier, som har mindre børn, så forældrene har mulighed for at købe en julegave til børnene," fortæller Niels Freudendahl.

jesl

 

Publiceret 19 December 2019 06:00