Det store fællesrum med bl.a. kantine, café og billardbord er hjertet i Fællesskabets Hus.

Det store fællesrum med bl.a. kantine, café og billardbord er hjertet i Fællesskabets Hus.

Fællesskabets Hus i Ry er taget i brug

Nyt, gammel og gode ideer er puttet ind i kommunens nyeste plejecenter

Af
Claus Sonne

"Ja, det roder lidt", siger Birte M. Andersen med et smil, da hun inviterer inden for i Fællesskabets Hus, Rys spritnye plejeecenter, hvor hun er daglig leder med titlen plejedistriktschef.

Så slemt er rodet dog ikke, hvilket en rundvisning afslører. Flere af bygningens rum er dog endnu ikke taget i brug, og eksempelvis er ikke alle af de 72 beboere, der er plads til, flyttet ind.

Beboerne fra plejecentrene Ryvangen og Søkilde er dog allerede rykket ind i Fællesskabets Hus, hvor de blandt andet kan få glæde af frisørsalonen, planterummet, træningslokalet og det store fællesrum.

Fællesskab som kodeord

Og ikke overraskende er fællesskab et kodeord i Fællesskabets Hus. På det grønne område er en legeplads klar til områdets børn. Indendørs kan folk fra byen komme til blandt andet fredagscafé, og eksempelvis vil borgere i Klub Ry, der har fokus på demens, bruge den nye rødstensbygning på Alleen.

Se billeder fra Fællesskabets Hus her:

"Målet er at skabe en tæt sammenhæng mellem Fællesskabets Hus og resten af Ry. Målgruppen er pensionister, men alle er velkommen," fortæller Birte M. Andersen, hvis pointe meget fint understreges af tre mandlige seniorer, der indtager det billardbord, der er taget med fra Ryvangen.

"Der må meget gerne komme sådan en forsamlingshus-stemning over stedet, for det er vigtigt, at rammerne bliver brugt mere end et par timer om dagen," tilføjer Birte M. Andersen.

Ud over billardbordet er også en række møbler fra andre plecentrer blevet genbrugt, og på en væg finder man et farvestrålende værk af Jørgen Glud.

Fællesskabets Hus består af fire afdelinger, der er døbt Atelieret, Værket, Bjerget og Engen. Alle navne peger på steder eller aktiviteter i Ry. Eksempelvis henviser 'Atelieret' til Rys kunstnere, og snart vil værker af den lokale Anna Klint pryde væggene.

Fællesskabets Hus indvies officielt 28. januar.

Publiceret 18 December 2019 19:00