Minimumsnormeringer står højt på dagsordenen hos mange forældre, også i Skanderborg, hvor Anna Opstrup Larsen fra forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen kritiserer Skanderborg Kommune for ikke allerede nu at investere i småbørnene. Arkivfoto: Per Bille

Minimumsnormeringer står højt på dagsordenen hos mange forældre, også i Skanderborg, hvor Anna Opstrup Larsen fra forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen kritiserer Skanderborg Kommune for ikke allerede nu at investere i småbørnene. Arkivfoto: Per Bille

Forældre ikke tilfredse med minimumsnormeringer:

Overhovedet ikke i mål endnu

Minimumsnormeringer kom på Finansloven, men uden at det er blevet konkretiseret, præcis hvad normeringerne egentlig siger noget om. Det gør det vanskeligt omsætte dem til praksis

Af
Grethe Bo Madsen

småbørn Taler vi om alle slags varme hænder eller skal de tilhøre en bestemt type medarbejdere? Spørgsmålene er mange i kølvandet på Finanslovsaftalen, hvor minimumsnormeringer endelig kom på den politiske dagsorden, dog med en fem år lang indfasningsperiode.

Økonomichef i Skanderborg Kommune, Jørn Prætorius, oplyser, at kommunens vuggestuer allerede har en normering på en voksen til tre børn, som er minimumsnormeringens mål for vuggestuer, mens der i børnehaver er 6,5 børn til en voksen. Her er måler 6 børn til en voksen.

Anna Opstrup Larsen, der er en del af tovholdergruppen for forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen i Skanderborg kommune, er dog langt fra tilfreds.

"Det når slet ikke i mål. Selv med 1,6 milliarder kroner i ryggen i 2025 vil aftalen kun betyde 0,3 voksen mere på hver stue. Det betyder, at den årgang børn, der er født i 2019 kun lige kommer til at opleve fuldt implementerede minimumsnormeringer, inden de skal starte i skole. Derfor er mange forældre frustrerede," skriver hun i et debatindlæg til UgeBladet.

Derfor er forældrebevægelsen indstillet på at kæmpe videre, både nationalt for at få Christiansborg-politikerne til langt hurtigere at kanalisere flere penge ud til børnene i daginstitutionerne, men også lokalt for at få Skanderborg Kommune til at hæve ambitionerne på daginstitutionsområdet.

"Når Skanderborg Kommune taler om normeringer medregner de ledere, administrativt personale, vikarer og den tid, der går med dokumentation. Men virkeligheden ser helt anderledes ud. Mange forældre kan tælle to voksne til 45 børn på legepladsen, når de henter børnehavebørn om eftermiddagen," mener hun, der derfor foreslår byrødderne allerede nu at indfase minimumsnormeringerne.

'Hvad taler vi om?'

Heller ikke Undervisnings- og Børneudvalgets formand, Trine Frengler (S), er begejstret for Finanslovens forslag til en minimumsnormering.

"Jeg savner en konkretisering af, hvad det er, vi taler om. Der er selvfølgelig en forudsætning i finansloven om, at pengene skal gå til personale, men ikke noget om, hvad slags personale, vi taler om. Er det så pædagogiske assistenter og pædagoger, eller er det pædagogmedhjælpere, eller er det lige meget, hvad det er for nogle hænder, bare der er flere hænder - og er uuddannede vikarer så nok?" spørger hun.

"Mit ønske er naturligvis at vi har så god en normering som muligt, men hvis vi kun kigger minimumsnormering og siger, det er det vi går efter og ikke noget som helst andet, så risikerer vi, at vi mister noget af det, der også er meget højt værdsat," forklarer hun.

"For eksempel den pædagogiske køkkendame, som står og laver god økologiske mad hver dag og inddrager børnene i det. Hvordan tælles hun med? Risikerer vi at miste hende, fordi det partout skal skal være nogle andre faggrupper, der er ansat?"

"Derfor synes jeg, det bliver for simpelt kun at snakke minimumsnormeringer. Man kan lokalt prioritere nogle ting, som giver rigtig god værdi. Jeg synes, der er nogle andre ting, der er i spil også," konstaterer udvalgsformanden.

Publiceret 12 December 2019 11:00