egenvirksomhed.nu hjælper også med julehjælp. Metin Aydin og syriske flygtninge er herover i færd med at pakke Julehjælp til hjemløse, Mødrehjælpen, Kirkens Korshærs varmestue, HusForbis værested for hjemløse og misbrugere samt trængte familier i øvrigt. Foto: Husam Ajle, en syrisk fotograf, der er blevet hjulpet i gang med et fotostudie.

egenvirksomhed.nu hjælper også med julehjælp. Metin Aydin og syriske flygtninge er herover i færd med at pakke Julehjælp til hjemløse, Mødrehjælpen, Kirkens Korshærs varmestue, HusForbis værested for hjemløse og misbrugere samt trængte familier i øvrigt. Foto: Husam Ajle, en syrisk fotograf, der er blevet hjulpet i gang med et fotostudie. HusamCam.dk

Flygtninge og arbejdsløse danskere får hjælpende hånd til at stifte egen virksomhed

Mentorer fra foreningen egenvirksomhed.nu hjælper med opstart af virksomhed, hvis du har en ide, der er realistisk

Af
Anette Bonde

godt igang Er du flygtning eller arbejdsløs dansker og har du en drøm om at kunne forsørge dig selv, så kan du måske få hjælp af foreningen 'Egenvirksomhed.nu'.

Betingelsen er, at din ide er realistisk. Til gengæld stiller foreningen med mentorer fra erhvervslivet.

Ud af offentlig forsørgelse

Metin Aydin, indehaver af arkitekt- og ingeniørvirksomheden Hellum + haik, var i 2016 medinitiativtager til foreningen efter at have mødt flygtninge fra Syrien.

Drivkraften er at opfylde deres ønsker om at komme ud af den offentlige forsørgelse og over i selvstændig beskæftigelse.

"Vi har oplevet at stå med en flygtning, der havde mistet alt og var på nippet til at blive smidt ud af sin lejlighed sammen med sin familie. Han havde været på kurser, skole og praktikker gennem tre år. I løbet af fjorten dage hos os var han blevet selvstændig frisør."

I Metin Aydins øjne er det for mange af flygtningene tidsspilde at gå på kurser og diverse praktikker.

"Egenvirksomhed.nu har et helt andet approach end andre aktører har. Det giver ingen mening for vores iværksættere at komme på kursus i bogføring, skattelovgivning etc., de skal bare i gang og lære resten hen ad vejen. De får hjælp af deres mentor i den takt, behovet opstår."

Foreningen har rødder i fem kommuner i Østjylland, heriblandt Skanderborg. Det er hensigten på sigt at blive landsdækkende.

Høj succesrate

Metin Aydin fortæller, at foreningens succesrate er høj sammenlignet med tal på landsplan. "I 2016 måtte cirka tre ud af ti iværksættere i Danmark dreje nøglen om. For iværksætterne hos Egenvirksomhed.nu var det kun en-to, der ikke klarede skærene."

Det er dog ikke alene foreningen Egenvirksomhed.nu's fortjeneste, siger han.

"Disse mennesker ved, at det at blive selvstændig er den eneste vej. De knokler virkelig på for ikke at lande på offentlig forsørgelse igen, som jo kun er midlertidig overlevelse. For mange af dem er det endvidere vigtigt at kunne bidrage med moms og skat."

Desuden peger han på, at mange også virkelig ønsker at være gode rollemodeller for deres børn.

Mentorer

I øjeblikket har foreningen 11 frivillige mentorer, der hjælper iværksættere. I første omgang gælder det om at gøre deres ide realistisk og bæredygtig, og mentorerne bruger gerne deres eget erhvervsnetværk til at løfte projektet og selvfølgelig al deres viden om administration, registrering, tilskud, forretningsplan, budgetlægning, fakturering etc.

Det, de ikke gør, er at bakke op om luftkasteller, og de tilbyder heller ikke hverken lån eller økonomiske indskud i virksomheden.

Metin Aydin opfordrer andre virksomhedsfolk til at melde sig med hjælp.

"Hvis du har drevet virksomhed i nogle år, så er opgaven enkel for dig men uvurderlig for det menneske du hjælper - og du har mulighed for at ændre kursen for vort samfund og sikre at flest mulige realiserer mest muligt af deres potentiale."

Foreningen bistår ved 12 igangværende virksomhedsprojekter, og flere end 30 iværksættere har fået hjælp.

Opbakning fra formand

Tage Nielsen (R), formand for Kultur-, Sundheds- og beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune, synes, at initiativet lyder fantastisk.

"Al ære og respekt for, at man uegennyttigt vil hjælpe folk i gang og støtte dem videre frem. Det skal man bakke op, alt det man kan."

Han understreger, at Skanderborg Kommune altid gerne vil støtte op om iværksætteri, og nævner Erhverv Skanderborg som én af aktørerne. Han tænker også, at jobcentret vil kunne samarbejde med Egenvirksomhed.nu, hvis borgere møder op i jobcentret med en ide om at starte egen virksomhed.

"Det er en oplagt mulighed til at få folk i gang og få deres ide realiseret. Jeg kan kun opfordre til, at man i jobcentret og beskæftigelsesafdelingen benytter sig af alle muligheder til at få folk i beskæftigelse."

Publiceret 11 December 2019 12:30