Byggeprojektet på Århusvej 18-20 i Stilling, som nu er afvist, var på 3,5 etager, knap 12 meter højt, 32 meter langt og 14 meter bredt med en bebyggelsesprocent på 90. Illustration: Skanderborg Kommune

Byggeprojektet på Århusvej 18-20 i Stilling, som nu er afvist, var på 3,5 etager, knap 12 meter højt, 32 meter langt og 14 meter bredt med en bebyggelsesprocent på 90. Illustration: Skanderborg Kommune

Naboer kan ånde lettet op:

Nej til kolos-byggeri i Stilling

Miljø- og Planudvalget har afvist en bygherres ønske om et massivt byggeri på 3,5 etage på Aarhusvej i Stilling

Af
Grethe Bo Madsen

Stilling Et højt og markant byggeprojekt på Århusvej 18-20 i Stilling med plads til 14 lejligheder, er blevet sparket til hjørne af Miljø- og Planudvalget.

Kommuneplanen tillader byggeri i op til 3,5 etage og en maksimal bebyggelsesprocent på 50, og projektbeskrivelsen holdt sig da også så nogenlunde inden for den ramme, da lokalplanarbejdet gik i gang, dog med et ønske om en bebyggelsesprocent på 78.

Men siden er bygherres ønske til projektet vokset, så der nu i realiteten er tale om 4 etager i knap 14 meters højde, 32 meter langt og 12 meter bredt med en bebyggelsesprocent på 90.

Protester fra naboerne

Det bekymrede de nærmeste naboer så meget, at de klagede over såvel bebyggelsesprocent samt højden på byggeriet, som ville give dem væsentlige indbliks- og skyggegener, da byggeriet ville blive trukket meget langt tilbage i forhold til Århusvej, og dermed komme helt tæt på dem. Og som en 'tillægsgevinst' ville de få 20 parkeringspladser lige på den anden side af hækken.

Kontroversiel sag

"Det er en ret kontroversiel sag, og vi er i udvalget enige om, at det her simpelthen er for voldsomt," konstaterer formand for Miljø- og Planudvalget, Claus Leick (SF).

"Godt nok er der en kommuneplan, der giver lov til at bygge i 3,5 etage, men med en bebyggelsesprocent på 50. Bygherre holder sig til de 3,5 etage, men vil op på en helt vild bebyggelsesprocent."

"Derfor er beslutningen fra udvalget, at projektet skal rykkes så langt som muligt ud mod Århusvej, og så vil vi kun gå med til en højde på 2,5 etage. Til gengæld kan vi godt gå med til at udvide bebyggelsesprocenten en lille smule i forhold til kommuneplanens krav om maksimalt 50 procent. Der ville vi kunne strække os til måske 60-70 procent. Så får man et byggeri, der tilnærmelsesvis ligner det, der allerede er i området," oplyser Claus Leick.

Bygherre: Ikke økonomi i et mindre projekt

Bygherre har overfor administartionen givet udtryk for, at der ikke vil være økonomi i projektet, hvis byggeriet er mindre og bebyggelsesprocenten lavere.

"Vores opgave er at sikre, at der bliver bygget noget, som naboerne kan holde ud at leve med. Det foreslåede byggeri er en markant anderledes kolos, der totalt vil dominere Stilling by. Det skal vi ikke ud i. Vi er ikke bygherres hjælpende hånd. Vi skal sørge for, at der kommer nogle ordentlige boliger," understreger udvalgsformanden.

Publiceret 10 December 2019 19:00