Jacob Køhn Andersen, Provst for Skanderborg Provsti

Jacob Køhn Andersen, Provst for Skanderborg Provsti

Rummelighed og højt til loftet

Klumme Alle ved, hvordan en kirke ser ud. Den er hvid, den har et tårn og ligger på en bakke. For sådan byggede man dem i middelalderen. Ganske vist kom tårnene og hvælvingerne først til senere.

Men det er lige meget. Og fantastisk er det, at der blev bygget et par tusind kirken dengang for 800 år siden. Det er så længe siden, at man stadig kunne træffe på en vildfaren viking. På en tid, hvor man ellers boede i små, lave lerklinede hytter.

Og de står endnu, kirkerne. Med et lille årtusinde på bagen. Ældre end de fleste lande, vi kender. Og ældre end det meste af det andet skrammel, vi anser for bevaringsværdigt.

Men der findes også nyere kirker. Marmorkirken i København for eksempel. Fra slutningen af 1800-tallet. På den tid blev der også bygget mange landsbykirker. Ganske vist i røde mursten, men i gammel stil.

Og så er der de såkaldt ”moderne” kirker. Dem, der ikke ligner en kirke. Fordi man har tænkt tingene igennem forfra. Uden at hænge uhjælpeligt fast i traditionen. De moderne kirker har hver især deres helt eget udtryk, men når man kommen indenfor, så er man ikke i tvivl om, at det er en kirke. For selvom de er meget anderledes og særegne, så er det helt åbenlyst, at deres rum kan noget særligt.

Det er nemlig dét, et kirkerum kan. Det kan noget særligt. Det giver rum til eftertanke. Det er et særligt rum til det særlige i vores liv. Her kan man sige vigtige og vægtige ord, som virker mærkelige og utilpassede, hvis man siger dem andre steder.

I grunden behøver man ikke nogen særlige kirkerum. De første kristne holdt deres gudstjenester i private hjem. Men ønsket om et særligt rum vågnede snart. Et rum, hvor man kunne gå hen, hvis man ville give udtryk for de store følelser i livet. De følelser, vi alle sammen har, men som virker underligt flove, når man bare sidder i sin hverdag. Over morgenmaden eller foran fjernsynet.

Et hus at komme til, som det hedder i en moderne salme. For tænk engang, også salmerne kan trænge til fornyelse. Ikke for at slippe af med alt det gamle vrøvl, men fordi vores sprog og virkelighed fornyr sig.

Der er sikkert mange, der ikke er i tvivl om, hvordan en ”rigtig” kirke skal se ud. Og det er da sandt for dyden også en dårlig idé at sælge ud af arvesølvet. For slet ikke at tale om at skylle barnet ud med badevandet. Især når det er Jesus-barnet. Og så lige her op til jul.

Alligevel er det tanke værd, at besøge en moderne kirke. De er bygget, fordi der er brug for dem. I dag bor vi andre steder, end man boede for bare hundrede år siden. Og der er noget smukt ved tanken om, at der skal være en kirke der, hvor folk bor. Desuden ville det også være ærgerligt, hvis vores generation var den første, der ikke havde sin egen mening om, hvordan tingene skal være. Hvis historien var forbi og vi kun levede på fortidens tanker.

Det er selvfølgelig en overvejelse værd, om der virkelig brug for nye kirker. Man kan jo tit læse i avisen, at kirkerne er tomme. Selvom det ikke passer. Og så er det godt at huske på, at også middelalderens kirker blev bygget alt for store. Med vilje. Fordi der skulle være plads til noget, der er større end hverdagens små problemer. Der skulle være rummelighed og højt til loftet. Og det trænger vi til. Mere end nogensinde.

Publiceret 17 November 2019 10:44