Walther siger tak for det grønne lys til, at han kan blive stående i rundkørslen i Vrold. Foto: Jens Hvalsøe

Walther siger tak for det grønne lys til, at han kan blive stående i rundkørslen i Vrold. Foto: Jens Hvalsøe

Walther får lov at blive i rundkørsel

Også andre af kommunens rundkørsler kan blive udsmykket

Af
Grethe Bo Madsen

Siden august har Smukfestmaskotten Walther prydet rundkørslen ved Vroldvej-E45, mens han venter på, at byrødderne får taget stilling til, om han kan få lov at blive permanent.

Og det er der meget der nu tyder på, at han får lov til. I sidste uge havde Miljø- og Planudvalget nemlig den lille skovtrold på dagsordenen, da udvalget diskuterede kunst og andre elementer i kommunens rundkørsler.

"Vores udgangspunkt er, at der kan han godt få lov at blive stående. Vi synes faktisk, vi skal prøve at give den lidt mere gas her i kommunen," siger udvalgsformand Claus Leick (SF) og fortsætter:

"Vi har mange rundkørsler, så hvorfor ikke lave noget sjovt med det. Derfor vil vi også gerne opfordre andre byområder i kommunen til at få kigget på deres rundkørsler og komme med forslag til, hvad der kan stå i dem."

Vi synes faktisk, vi skal prøve at give den lidt mere gas her i kommunen

Ifølge udvalgsformanden skal udsmykningen være forankret i lokalområdet og være udgiftsneutral for kommune, men derudover vil der ikke blive udarbejdet formelle retningslinjer.

"Man kan selvfølgelig ikke bare stille noget op overnight, men vi vil ikke ind og lave et stort regelsæt. Lad os se, hvad der kan lade sig gøre. Vi synes, det er en god måde at sætte den lokale energi i spil på og samtidig få noget mere inddragelse og medbestemmelse," konstaterer udvalgsformanden.

Forslaget vil nu blive overdraget til Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget.

Publiceret 14 November 2019 18:30