Lisbeth Kristensen, sognepræst Stilling Kirke

Lisbeth Kristensen, sognepræst Stilling Kirke

Klumme:

Overen og underen

I efterårsferien var min kæreste og jeg nogle dage på den skønne og smukke sydhavsø Møn

Klumme I efterårsferien var min kæreste og jeg nogle dage på den skønne og smukke sydhavsø Møn, som i turistsæsonen fordobler sit indbyggertal væsentligt.

Men selvom sådan en efterårsferie vel er en tid, hvor mange ynder at tage ud på nye eventyr, så var der ikke mange mennesker på Møn – i hvert fald ikke lige dér, hvor vi var. Så meget var lukket, hvilket betød, at dét, der så var åbent, var godt besøgt.

Hyttefadet var et af de to steder. Her kunne man ikke bare få friskfangede fisk, men også granvoksne velskænkede fadøl, som var svære at modstå. Og måske var det under indflydelse af dem, at vi den første aften kom til at stoppe fnisende op foran et hus på vejen, da vi gik hjem. For i modsætning til alt andet på gaden, der lå hen i total mørke, ja så lå dette hus badet i lys fra kulørte lamper, der hang og blinkede i alle vinduer fra kælder til kvist.

Og selvom julen for nogle begynder allerede i efterårets mørke med at tænde for al tænkelig belysning på hus og i have, så var det slet ikke julen, vi kom til at tænke på, da vi stod dér. Og heller ikke selvom julen er hjerternes fest og på den måde en lyst. Nej, faktisk var vi begge helt overbeviste om, at huset var til helt andre forlystelser end at klippe og flette julehjerter sammen. Og således oplyste gik vi hen på vandrehjemmets overdækkede terrasse, hvor vi sad med kaffe og likør og fantaserede videre.

Vi blev dog afbrudt af bestyreren, som kom forbi og stoppede op. Som havde han hørt vores samtale, sagde han uopfordret, at nu skulle vi jo ikke forvilde os over til naboen i den tro, at man kunne få visse ydelser derovre. Belysningen var derimod fortællingen om to brødre, der i årevis havde boet sammen.

Nu var den ene bror død og havde efterladt den anden tilbage – ikke bare i sorg, men også i den frihed, at han nu kunne gøre, som han ville. Og da den døde bror havde afskyet al form for julepynt og julebelysning, var den efterladte bror nu gået all in på netop det. Ikke bare til jul, men hele året rundt. Det ændrede historien en hel del og blev for min kæreste og mig nu til en samtale om, hvilke kompromisser vi har måttet indgå med hinanden.

Næste morgen sad vi igen på terrassen. Nu med æg og brød til kaffen og gjorde os fortsatte tanker om aftenens fortælling og samtale. Vi var enige om, at kompromisser er uundgåelige i nære relationer, forhold og ægteskab, men også, at det er vigtigt at tale sammen om, hvad der virkeligt betyder noget for den anden, hvorefter jeg triumferende greb ud efter underen og uden at spørge efterlod overen.

Publiceret 10 November 2019 08:00