Cykelværkstedet i Højvangen kører på høje nagler
Lugten af olie og lyden af mandehørm fylder luften lørdag formiddag i Cykelværkstedet i kælderen på Grundtvigs Vej 19
Skanderborg "Så drenge, så smører i lige kæde, bremser og hjul på den grønne cykel. Hvis pølsefingrene kan," siger Carsten Knudsen til Semir Cirkic på 17 år og Gabriel Jack på 15 år.
"Hov, hov, julemand," svarer Samir hurtigt tilbage.
Carsten Knudsen har drevet Cykelværkstedet i Højvangen på frivillig basis i et halvt års tid, og har om lørdagen tiltagende travlt med at reparere cykler for og med områdets beboere. I de seneste par måneder er Samir og Gabriel også blevet fast inventar i værkstedet, fordi de gerne vil lære at reparere cykler.
"Vi har lært meget af Carsten – som f.eks. at skifte dæk," siger Semir med et stort smil.
Han går til daglig på Produktionsskolen i Hørning på linjen 'Ejendomsservice'.
Lave noget fornuftigt
"Jeg kommer herned for at have noget fornuftigt at lave i min fritid. Vi tre har et godt fællesskab, og det er hyggeligt, at der kommer så mange folk her også," siger han.
Semir og Gabriel smører den grønne cykel efter alle kunstens regler.
"Vi tager lidt pis på hinanden hernede, og det kan jeg godt lide," siger Gabriel, der nu bor i Ryparken, men tidligere har boet i Højvangen.
Han er 15 år og går i 9. klasse.
"Jeg kan godt lide at rode med olie og værktøj, og så er det bare hyggeligt at komme herned," fortæller han videre.
Hjælp til selvhjælp
Carsten er gået i gang med at indstille gearene på en ophængt mountainbike, og de to knægte studerer fremgangsmåden, da en mand dukker op i døråbningen.
"God dag – er det cykelmekanikeren," siger en mand, der vil høre, om han kan få hjælp til at flytte gear fra en cykel til en anden.
"Det kan vi da godt prøve at kigge på, men næste lørdag holder jeg lukket," svarer Carsten.
De to mænd aftaler, at lørdagen efter igen skal gearskiftet have en chance.
Genganger i værkstedet
Umiddelbart efter kommer to andre mænd ind i værkstedet med en mountainbike. Den tilhører Patrick Kallegaard, der også tidligere har fået hjælp i værkstedet.
"Jeg har fået lavet flere ting på min cykel, så jeg er virkelig glad for, at værkstedet her er åbnet," siger han.
Carsten Knudsen oplever, at der efterhånden kommer rigtig mange beboere, som gerne vil have deres cykel lavet.
"Det er jo noget, vi gør frivilligt, så man kan ikke forvente noget specielt af os. Faktisk er det meningen, at man selv i videst mulige udstrækning skal hjælpe til med at lave sin cykel, så man også lærer noget, og måske kan lave den selv næste gang," siger Carsten Knudsen.
FAKTA
Højvangens cykelværksted
Cykelværkstedet i Højvangen holder til i gavlen på Grundtvigs Vej 19.
Værkstedet er for beboere i området.
Der er som regel åbent hver lørdag kl. 10-13 – men der kan være lukket, hvis Carsten er forhindret.
Man betaler et beskedent beløb for reparationer og for eventuelle omkostninger til reservedele.
Publiceret 10 November 2019 11:00