Ju Jitsu går ud på at bruge vitale punkter på kroppen, punkter som kan afgive smerte og er effektive i et forsvar. Her sat ind af Allan på vennen René Rasmussen. Foto: Michael Wulff

Ju Jitsu går ud på at bruge vitale punkter på kroppen, punkter som kan afgive smerte og er effektive i et forsvar. Her sat ind af Allan på vennen René Rasmussen. Foto: Michael Wulff

Alene på gaden:

Intet problem her

Ju-jitsu instruktørerne Allan og René vil have tanket selvtillid på de unge - i weekenden 9. og 10. november inviterer de til seminar om selvforsvar

Af
Michael Wulff

SKANDERBORG/VIRRING I morgentimerne under en Smukfest kørte Allan Kronholm Petersen rundt som morgenoprydder sammen med en makker. Det blev så den første og hidtil eneste gang, hvor han fik afprøvet det ju-jitsu selvforsvar, han gennem 10 år har lært og nu opnået sort bælte med 2. Dan i.

"Jeg og en makker blev kaldt til hovedindgangen, hvor en flok unge mennesker havde lagt sig med masser af pantflasker. Dem ville vagterne have væk, men da vi kom for at hente flaskerne, var de fem blevet til 30 personer," fortæller Allan, der ikke hører til de højeste med sine 1,68 meter.

Svingede knytnæve

"Flere af dem provokerede og angreb vores køretøj, de stjal en walkie og virkede så truende, at chaufføren løb sin vej, mens jeg stod med syv-otte mand," fortæller Allan, der bevarede roen - lige indtil den ene forsøgte at svinge knytnæven mod hans ansigt.

"Det var måske forståeligt, jeg havde jo lige taget hans 'sparepenge' - men jeg fik ham pacificeret med en armbevægelse, der tvang ham i jorden, mens jeg løftede min - sikkert bævrende - pegefinger. Så holdt gruppen sig i ro - og jeg smuttede væk."

Fingerlås, armlås, benlås. Du kan lære et selvforsvar, som politiet også bruger, når det er nødvendigt. Foto: Michael Wulff

Fingerlås, armlås, benlås. Du kan lære et selvforsvar, som politiet også bruger, når det er nødvendigt. Foto: Michael Wulff

Kig ind i weekenden

Episoden bruger Allan som eksempel på, hvorfor det er vigtigt at kunne forsvare sig selv. Selv har han dyrket det japanske selvforsvarsystem, siden han så en ju-jitsu-opvisning for mere end 10 år siden.

Nu vil han gerne give sin viden videre til de lokale unge, så de kan blive tanket op med selvtillid og tro på, at de kan forsvare sig selv. Klubben i Skanderborg er ny, men der er allerede 24 unge på holdet.

I weekenden 9. og 10. november er det muligt at kigge ind i Ungdomsskolen på Finlandsvej 5 i Skanderborg, hvor Allan og René får besøg af hollandske John Piket, der har hele otte streger på sit sorte bælte. Han bor i dag i England.

"Det bliver et seminar, hvor du kan snuse til, hvad ju-jitsu er. Vi vil rigtig gerne lære de unge - og især pigerne - at komme i god form og øge selvværdet. Det kan du gennem ju jitsu."

Allan Kronholm Petersen og René Rasmussen har i dag et fyldt hold - 24 unge - i Ungdomsskolen på Finlandsvej 5, Skanderborg. Foto: Michael Wulff

Allan Kronholm Petersen og René Rasmussen har i dag et fyldt hold - 24 unge - i Ungdomsskolen på Finlandsvej 5, Skanderborg. Foto: Michael Wulff

fakta

Ju Jitsu i Skanderborg

  • Klubben inviterer til seminar 9. og 10. november på Finlandsvej 5 i Skanderborg
  • Ju-jitsu er en sportsgren, der opbygger selvdisciplin og selvkontrol samtidig med at du lærer at forsvare dig selv. Ju-jitsu indeholder basisteknikker fra både karate, judo og aikido.
  • Læs mere om klubben på Facebook under Skanderborg Selvforsvar

Publiceret 08 November 2019 11:30