Medlemmer af Skanderborg Forældreorganisation, klædt i gult, var med på sidste uges byrådsmøde. Privatfoto

Medlemmer af Skanderborg Forældreorganisation, klædt i gult, var med på sidste uges byrådsmøde. Privatfoto

Forældre protesterede mod børne-besparelser

Skanderborg Forældreforening fastholder presset på politikerne

"Vi har demonstreret, lavet dialogmøder, skrevet læserbreve, åbne breve og høringssvar. Vi har organiseret os og vi mødte op til forhandlingerne med huskepakker til parterne på Christiansborg og på Rådhuset. Vi gør alt, hvad vi kan, for at huske politikerne på, at børnene ikke kan klare flere sparerunder. Der er blevet sparet og sparet i mere end 10 år – og nu ligger niveauet langt under det absolutte minimum. Vi skal have sat en nedre grænse for hvad vi kan byde de små, og så skal vi til at se værdien i at investere i børnene. Det er derfor vi er her i dag,".

Så lyder det fra Anna Opstrup Larsen, forkvinde for Skanderborg Forældreorganisation, efter at organisationen var mødt op til sidste uges byrådsmåde for at protestere mod nedskæringer på børneområdet.

I Skanderborg skal der spares 46 mio. kr. i 2020, og der har været flere forslag om at hente dem på børneområdet. Efter en god dialog mellem forældrene og politikerne er daginstitutionerne blevet skånet, men skolerne og specialområdet skal stadig spare. Ved byrådets 2. behandling af budget 2020 var der ikke længere forslag om besparelser på prisen pr barn eller tidligere overgang til SFO. Men der er mørke skyer i horisonten, når politikerne næste år igen skal spare mere end 50. mio. kr.

Mobilisering blandt forældre – for børnene

500 borgere fra Skanderborg Kommune demonstrerede ved Kulturhuset i marts for bedre normeringer i daginstitutionerne. De var en del af 80.000 demonstrerende i 57 byer over hele landet. Og der blev lyttet: Minimumsnormeringer blev skrevet ind i regeringens forståelsespapir og er med i finanslovsforhandlingerne lige nu. Flere kommuner har nu etableret minimumsnormeringer, f.eks. Herlev og Frederiksberg. Men ikke Skanderborg, der slår en grim østjysk rekord, fordi næsten alle pædagoger oplever ikke at have ressourcer nok til at arbejde med børn med forskellige udfordringer. Det konkluderede BUPL i år.

Vi gør alt, hvad vi kan, for at huske politikerne på, at børnene ikke kan klare flere sparerunder

Skanderborg Forældreorganisation er en udløber af HvorErDerEnVoksen demonstrationerne i foråret. Det er en forening af forældre, der vil sikre ordentlige forhold for deres børn i daginstitutioner, skoler, SFO og klub i Skanderborg Kommune. Der er åbent møde for alle interesserede den 12. november kl. 19-21 på Rådhuset, Fælleden 1. Her er der mulighed for at lytte til andre forældre eller deltage i debatten om, hvordan vi sammen kan styrke vilkårene for vores børn og unge.

Publiceret 06 November 2019 11:30