Borgmester Frands Fischer (S) modtog en huskekage fra Skanderborg Forældreorganisation. Privatfoto

Borgmester Frands Fischer (S) modtog en huskekage fra Skanderborg Forældreorganisation. Privatfoto

Huskekager til politikerne:

Glem ikke vores børn

Forældreorganisation mødte op til budgetforhandlinger

Husk børnene i budgettet. Det er ønsket fra Skanderborgs forældre og Skanderborg Forældreorganisation, der torsdag 10. oktober bød politikerne velkommen til forhandlinger om kommunens budget 2020. Forældre og børn var mødt frem med huskekager og en pakke til borgmester Frands Fischer. For at følge sagen til dørs møder de op igen 30. oktober kl. 17, hvor hele byrådet behandler budgettet en sidste gang, fortæller Skanderborg Forældreorganisation.

Flere voksne det vigtigste

I foråret undersøgte BUPL pædagogernes oplevelse af deres vilkår. Og konklusionen var, at Skanderborg Kommune slår en grim østjysk rekord, fordi næsten alle pædagoger oplever ikke at have ressourcer nok til at arbejde med børn med forskellige udfordringer. Grethe Kragh-Müller, der er specialist i børnepsykologi og lektor ved DPU, Aarhus Universitet, påpeger at 'det er helt tydeligt at der nu er blevet så få voksne, at det er på vej til at være usundt for børnene'.

"Vi står her, fordi vi ved, at Skanderborg Kommune er presset – og fordi vi ser konsekvenserne på vores børn hver eneste dag. Der må ikke skæres mere nu," fortæller Signe Sloth Nørgaard, næstforkvinde for Skanderborg Forældreorganisation, og fortsætter:

"Regeringen har erkendt, at der er brug for minimumsnormeringer – og de har lovet at indfase dem frem mod 2025. Vi har et rigtig dygtigt pædagogisk personale i Skanderborg Kommune, der er bare ikke nok af dem – og børnene kan ikke vente."

Skanderborg skal spare ca. 50 mio. kr. om året de næste fire år. Og et af områderne, der kan stå for skud, er børn og unge. Et område, der allerede er hårdt trængt efter besparelser de sidste 10 år. Så hårdt, at mere end 500 borgere i foråret sagde ’nu er det nok!’ og demonstrerede ved Kulturhuset under parolen ’Hvor er der en voksen?’. Yderligere 80.000 demonstrerede i 57 byer over hele landet. Det var baggrunden for, at regeringen har lovet minimumsnormeringer, altså en grænse for hvor mange børn der må være per voksen.

Publiceret 15 October 2019 17:00