Thomas Cordtz (C) fik nævnt ordet burhøns, da byrådet snakkede plads til børn i kommende kommunale institutioner.

Thomas Cordtz (C) fik nævnt ordet burhøns, da byrådet snakkede plads til børn i kommende kommunale institutioner.

Burhøns:

"Jeg bryder mig ikke om, at vi pakker vores børn"

Politikerne har valgt det laveste kvalitetsniveau på dagtilbudsområdet - men håber på en opgradering

Af
Claus Sonne

Børnepasning 3 kvadratmeter pr. barn i en vuggestue. 2. kvadratmeter pr. barn i en børnehave. Som minimum.

Det er, hvad børnene i Skanderborg Kommune har udsigt til af plads i kommende institutionsbyggerier, efter at et stort flertal i byrådet har vedtaget, at det rent pladsmæssigt er det såkaldt kvalitetsniveau C, der fremover skal gælde på dagtilbudsområdet, når der bygges nyt.

Kvalitetsniveauerne på området er udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut, og niveau C er det laveste niveau. Altså det, der giver børnene mindst plads.

Valget af model C er dog ikke et, som politikerne har truffet med glæde. At C-modellen blev valgt, skyldes økonomi og en stram anlægsramme. Håbet er, at rationaliseringer eller øgede bevillinger betyder, at model B i stedet kommer i spil. Her hedder minimumstallene 4,5 kvadratmeter pr. barn i en vuggestue og 3,5 kvadratmeter pr. barn i en børnehave.

Valget af model C bekymrer flere byrødder, blandt andet Thomas Cordtz (C).

Kan gå ud over trivsel

"Jeg bryder mig ikke om, at vi pakker vores børn på denne måde. Det kan gå ud over nogle børns trivsel," sagde Cordtz på sidste uges byrådsmøde og slog blandt andet på tromme for flere skovbørnehaver.

"Skovbørnehaver er gode, både når det gælder økonomi og børnenes trivsel. En bålhytte og et hus, så er vi kørende," lød det fra Cordtz, der fik nævnt ordet 'burhøns' i sin bekymring over model C og også advokerede for ansættelsen af flere dagplejemødre.

Søren Nielsen (S) kunne dog fortælle, at Skanderborg Kommune uden held har forsøgt at finde flere dagplejemødre.

Søren Erik Pedersen (V) var en af flere byrødder, der talte om intelligente løsninger.

"Det er afgørende, at vi får udnyttet pladsen i vores institutioner så godt som overhovedet muligt. Vi skal have fat i de kloge kvadratmetre," fastslog Søren Erik Pedersen.

Publiceret 11 October 2019 16:00