Sådan ser de første skitser af det ønskede byggeri mellem Adelgade, Ole Lund Kirkegaards Stræde, Sygehusvej og Bloms ud. Et realistisk bud er, at det tidligst står færdigt i 2024. Illustration: Pluskontoret Arkitekter

Sådan ser de første skitser af det ønskede byggeri mellem Adelgade, Ole Lund Kirkegaards Stræde, Sygehusvej og Bloms ud. Et realistisk bud er, at det tidligst står færdigt i 2024. Illustration: Pluskontoret Arkitekter

Stor interesse for 'Oles baghave'

Cirka 200 mødte op til et infomøde om det største byggeri i nyere tid i Skanderborg

Af
Claus Sonne

"Hvis alt spiller, og det gør det nok ikke, er vi færdige i 2024".

Sådan lød det onsdag fra Finn Damgaard, en af projektmagerne bag det store byggeri, der efter planen skal opføres mellem Adelgade og Sygehusvej. Kirkegaards Baghave, er arbejdstitlen på byggeriet - fordi det støder op til Ole Lund Kirkegaards fødehjem.

Se flere billeder her:

Cirka 200 interesserede var mødt frem til den første offentlige præsentation af byggeriet, herunder flere byrødder samt kommunaldirektør Lisbeth Binderup, og Sløngelsalen i Kulturhuset var noget mere end tætpakket.

En del flere end de, der på forhånd havde tilmeldt sig, mødte nemlig frem. Det gav iltmangel i lokalet - til gengæld behøvede man ikke bekymrede sig om, hvor man skulle gå hen. Der var nemlig ingen ledige steder.

En arkitekt, der konsekvent brugte det tidsbesparende ord 'Skanderby' om Skanderborg Midtby, præsenterede projektet, der i sin udformning og materialevalg læner sig op ad FN's Verdensmål. Arkitekten konstaterede også, at det i dag ikke er nogen specielt opløftende oplevelse at bevæge sig rundt i det område, der ønskes bebygget.

Få spørgsmål

Den efterfølgende spørgerunde var kort. Finn Damgaard kunne fortælle, at ja, der kommer flere p-kældre, måske også nogle af slagsen, som kommunen kan råde over. Leje-lejlighederne bliver mellem 60 og 110 m2 og kommer til at koste mellem 6700 og 10.000 kr. pr. måned plus forbrug.

Martin Vinther fra Nybolig Skanderborg & Ry konstaterede, at han tror på, at lejlighederne kan udlejes.

"Vi har fokus på det modne publikum, så lejlighederne og området skal indrettes, så man kan bo her længe," fortalte Finn Damgaard.

Etapebyggeri

Planen er, at der skal bygges i etaper med start fra nord, altså op mod Ole Lund Kirkegaards Stræde. Det skyldes bl.a., at der er lejere i Dagmarcentret, der har lejeaftaler for de kommende år.

Allerførst skal politikerne dog sige ja eller nej til byggeriet af det, der kan betegnes som en ny bydel og kommer til at rumme forskellige boligformer, men ingen, lovede arkitekten, 'store klodser.

Publiceret 10 October 2019 11:30