Får du vand fra Virring Vandværk så er det en god ide at koge vandet, indtil du hører nærmere. Vandværket får formentlig allerede i morgen svar på, om det var en falsk alarm, eller om vandet vitterlig er forurenet. Genrebillede

Får du vand fra Virring Vandværk så er det en god ide at koge vandet, indtil du hører nærmere. FOremntlig får vandværket allerede i morgen svar på, om det var en falsk alarm, eller om vandet vitterlig er forurenet. Genrebillede

Håber på falsk alarm, men kog lige vandet...

Virring Vandværk opfordrer de 520 husstande, der får vand fra værket, til at koge vandet, efter der er fundet bakterier i en vandprøve fra værket

Af
Grethe Bo Madsen

Virring "Der er bakterier i prøverne, som tyder på, at vandet er forurenet. Det ligner en fejl, men...!" Nogenlunde sådan lød den telefonbesked, formand for Virring Vandværk, Preben Rousing fik i morges kl. 7.50.

Forhistorien er, at vandværket i forgårs fik taget to rutinemæssige prøver ved en husstand langs ledningsnettet. En straksprøve og en prøve efter at vandet har løbet i fem minutter. Man tager de to prøver for ved et eventuelt fund af bakterier at kunne sige, om de stammer fra vandværket eller fra husets egne installationer.

"Jeg fik at vide, at der var fundet coliforme bakterier, og de må jo ikke være tilstede i drikkevandet. Men det mærkelige er, at bakterierne ikke blev fundet i den første prøve, kun i den anden prøve - altså efter at vandet havde løbet i fem minutter, og det tyder på en fejl. Desuden er det kun få dage siden, vi fik taget en prøve på vandværket, og den var fin. det lyder underligt, hvis der på to dage skulle være kommet bakterier i vandet," fortæller han.

Kog vandet

Fejl eller ej, så måtte de frivillige i bestyrelsen bag vandværket smide, hvad de havde i hænderne, og i gang med at følge den beredskabsplan, der ligger klar i tilfælde af forurening.

"Kommunen kontaktede embedslægen for at spørge, hvad vi skulle gøre, og beskeden var, at vi skulle følge formalia. Så det retter vi ind efter. Derfor opfordrer vi nu vores forbrugere til at koge vandet, inden de bruger det, fordi det kan være forurenet. Det er en anbefaling og ikke et påbud. Det er ikke noget, folk bliver syge af, men kog det for en sikkerhedsskyld," forklarer Preben Rousing.

Der er allerede taget nye vandprøver, og dem håber vandværket at få svarene på inden weekenden.

"De er blevet taget samme sted som sidst, samt på vandværket og ved en kontrols-husstand. Vi håber, det er en storm i et glas vand, men hvis der er bakterier i vandet, så skal vi gøre noget ved det. Coliforme bakterier i vandet kan skyldes utætheder et sted. Men de kan også komme fra en bille eller tusindben," fortæller formanden.

Coliforme bakterier

Coliforme bakterier findes naturligt i jord og overfladevand samt forrådnede planter. Findes der coliforme bakterier i drikkevandet tyder det på en forurening.

Coliforme bakterier er som regel ikke sygdomsfremkaldende i sig selv, men øger sandsynligheden for, at der også findes sygdomsfremkaldende bakterier i vandet, da de trives de samme steder.

Coliforme bakterier kan fjernes ved kogning af vandet

Publiceret 10 October 2019 16:26