Også Morten Østergaard, formand for Radikale Venstre, blev mindet om valgløfterne. Privatfoto

Også Morten Østergaard, formand for Radikale Venstre, blev mindet om valgløfterne. Privatfoto

Skanderborg-forældre afleverede huskekage

Nu minder Skanderborg-forældre deres østjyske politikere om, at der skal midler til minimums-normeringer i daginstitutionerne nu

Normeringer I marts samledes 80.000 mennesker til demonstrationer i 59 byer over hele Danmark til fordel for flere voksne til børnene i vores daginstitutioner. Det var også tilfældet i Skanderborg, hvor 500 forældre samledes til demonstration ved Kulturhuset.

Kravet om minimumsnormeringer var vælgernes prioritet nr. 2 lige efter klima til folketingsvalget et par måneder efter og blev skrevet ind i S-regeringens ’forståelsespapir’ med sine støttepartier. Nu husker forældrene deres politikere på, hvad de lovede.

Møde med partiformænd og ordfører

Fredag 20. september afleverede Anna Opstrup Larsen fra Skanderborg - på vegne af de østjyske forældre - 25 huskepakker til de folketingspolitikere, der er valgt i Østjyllands storkreds.

"De 25 politikere er jo vores lokale repræsentanter, og vi vil gerne huske dem på, hvad de har lovet og hvad deres kreds forventer af dem. Vi er børnefamilier, bedsteforældre, pædagogisk personale og mange andre, der bare ønsker anstændige forhold for vores børn – og vi er en væsentlig vælgergruppe, der har fået nok. 8 ud af 10 vælgere på tværs af partier vil have minimumsnormeringer nu. Det kan ikke vente, og det kommer ikke til at ske ude i kommunerne, hvis ikke Folketinget giver rammerne først," udtaler Anna Opstrup Larsen på vegne af Østjyllands Storkreds.

På Christiansborg mødtes Anna med partiformand Morten Østergaard fra det Radikale Venstre og senere med Anne Sophie Callesen, der er de radikales familie- og børneordfører. Begge er valgt i Østjyllands Storkreds.

Snakken handlede om, hvor vigtig sagen er op til finanslovsforhandlingerne, og Anna takkede de radikale for deres støtte under valgkampen. Politikerne fra Østjylland modtog en huskepakke hver med et velkomstbrev, en publikation med konkrete historier, tal og omtale fra kredsen, en plakat, en T-shirt og nogle småting.

"#HvorErDerEnVoksen–bevægelsen har vist os, hvad vi kan opnå for vores børn, når forældre og pædagogisk personale står skulder ved skulder. Det sammenhold fik sat børnene øverst på dagsordenen i valgkampen – og nu er der behov for, at børnene også kommer øverst på prioriteringslisten i de politiske forhandlinger om minimumsnormeringer. Radikale Venstre arbejder for, at vi får flere dygtige pædagoger og pædagogiske assistenter ud i daginstitutionerne, og at vi finder pengene til det på dette års finanslov," fremhæver Anne Sophie Callesen.

Der blev også tid til et kort møde med Pia Olsen Dyhr, forkvinde i Socialistisk Folkeparti.

SF-formand Pia Olsen Dyhr fik af Anna Opstrup Larsen fra Skanderborg - på vegne af de østjyske forældre - en huskepakker i forhold løfterne om bedre minimumsnormeringer. Privatfoto

SF-formand Pia Olsen Dyhr fik af Anna Opstrup Larsen fra Skanderborg - på vegne af de østjyske forældre - en huskepakker i forhold løfterne om bedre minimumsnormeringer. Privatfoto

Møde med Olsen Dyhr

”Vi kan takke forældrebevægelsen for, at kravet om flere voksne til vores børn er kommet helt op øverst på den politiske dagsorden. Og det betyder rigtigt meget, at de bliver ved med at fastholde presset på os politikere. Derfor var jeg meget glad for at se dem her på Christiansborg i dag”, udtaler Pia Olsen Dyhr.

”Vi er rigtig glade for dagens møder og den store imødekommenhed. Når regeringen har slået fast, at niveauet er under det absolutte minimum, så kan vi ikke vente til 2025. Folketinget skal fastsætte en ambitiøs standard for minimumsnormeringer og afsætte tilstrækkelige øremærkede midler til det. Kommunerne skal vise, at de har ambitioner for børnene – og de skal gøre det nu”, afslutter Anna Opstrup Larsen.

cns

Publiceret 28 September 2019 10:00