Udfordringen for Skanderborg er, at folk lige nu forventer et velfærdsløft, men ifølge borgmester Frands Fischer bliver det ikke muligt at indfri i det kommende år. Pressefoto

Udfordringen for Skanderborg er, at folk lige nu forventer et velfærdsløft, men ifølge borgmester Frands Fischer bliver det ikke muligt at indfri i det kommende år. Pressefoto

Skanderborg må kigge langt efter velfærdsløft

Selvom aftalen mellem regeringen og KL indeholdt et velfærdsløft på 2,2 mia. kroner, så kommer der ikke ekstra smør på brødet i det kommunale budget i Skanderborg. Tværtimod

Af
Grethe Bo Madsen

budget 2020 Går du rundt og glæder dig til et ordentligt løft af velfærden i Skanderborg Kommune, så har du glædet dig for tidligt.

Selvom den for nyligt indgåede økonomiaftale mellem KL og regeringen indebar en saltvandsindsprøjtning på 2,2 mia. kr. til mere velfærd, så går velfærdsbølgen udenom Skanderborg. Skanderborgs del af lagkagen er nemlig ikke stor nok i forhold til de udfordringer, kommunen står overfor.

Babyboom i Skanderborg

"Det, der nok vil overraske mange, er, Skanderborg ganske enkelt ikke er ligesom gennemsnittet af andre kommuner. Vi står med nogle helt unikke udfordringer," konstaterer borgmester Frands Fischer (S).

"Vi er for fjerde år i træk den kommune i landet, der har den største nettotilflytning af småbørn. Vi har en kæmpestor tilflytning af småbørnsfamilier. Samtidig har kvinderne i Skanderborg landets højeste fertilitet på 2,4 barn per kvinde," forklarer han.

"Det sætter vores budget under et voldsomt pres, fordi vi er nødt til at skabe de nødvendige pladser i børnehaver og vuggestuer, så de børn kan blive passet. Men det stopper jo ikke der. Vi skal også finde plads i skoler og flere pladser på plejehjem. For vi har jo befolkningstilvækst hele vejen rundt."

Skanderborg Kommune står overfor udfordringer, som ingen andre kommuner oplever mage til. Ikke alene har kommunen landets største nettotilflytning af småbørn de seneste fire år i træk. Fertiliteten i Skanderborg ligger også helt i top med 2,4 barn per kvinde. Pressefoto

Skanderborg Kommune står overfor udfordringer, som ingen andre kommuner oplever mage til. Ikke alene har kommunen landets største nettotilflytning af småbørn de seneste fire år i træk. Fertiliteten i Skanderborg ligger også helt i top med 2,4 barn per kvinde. Pressefoto

Danmarksmester i vækst

Samtidig er det ifølge borgmesteren ressourcestærke og økonomisk robuste familier, der bor i kommunen.

"Det betyder, at vi bliver ramt ret kraftigt af udligningsordningen. Lidt forsimplet kan man sige, at hver gang en borger i Skanderborg Kommune betaler 100 kr. i skat, så ender der kun 40 kr. i kommunekassen, mens de 60 kr. går til udligning og dermed velfærd i andre kommuner."

Og det kan mærkes, når man som Skanderborg vækster med godt 900 borgere om året.

Danmarks Statistik kom i juli med en vurdering af den langsigtede befolkningsudvikling i Danmark. Ifølge den opgørelse vil Skanderborg opleve en vækst på 24 procent fra i dag og frem til 2045, hvor der vil være 83.000 borgere i kommunen.

"Det er en vækst, der placerer Skanderborg på en suveræn førsteplads over andre vækstkommuner som København og Aarhus," konstaterer Frands Fischer.

Nødvendigt at spare

Senere i denne uge deltager han sammen med resten af byrådet i budgetseminaret, der går forud for de egentlige budgetforhandlinger.

"Vi har fået tallene fra KL, og på den baggrund ser det ikke godt ud. Det, man kan sige, er, at den model, vi lige nu har for udligning og tildeling af bloktilskud er bagudskuende, og det rammer Skanderborg rigtig hårdt med de vækstrater, vi oplever lige nu," understreger borgmesteren.

"Mange sidder nok med en forventning om, at vi også i Skanderborg vil få et velfærdsløft. Derfor er jeg rigtig ked af, at vi i stedet skal finde steder, hvor vi kan effektivisere og spare."

Præcis hvor stor udfordringen bliver, er det endnu for tidligt at udtale sig om, oplyser Frands Fischer.

"Jeg tænker, det bliver det samme som de seneste år, hvor vi har skullet ud og finde 20-30 nio. kr. Det kan jeg først sige mere præcis efter budgetseminariet, hvor vi har anlægsinvesteringerne på dagsordenen. De nødvendige anlægsinvesteringer i vuggestue- og børnehavepladser, skole og plejeboliger kommer i bund og grund til at sætte rammerne for driften."

Publiceret 24 September 2019 11:30