Ma Ram skal man ikke spøge med. I følge folkesagn har hun svært ved at blive i graven og måske er det hende, der har en finger med i spillet, når der sker ulykker på E45 ved Ovsted Kirke. Arkivfoto

Ma Ram skal man ikke spøge med. I følge folkesagn har hun svært ved at blive i graven og måske er det hende, der har en finger med i spillet, når der sker ulykker på E45 ved Ovsted Kirke. Arkivfoto

Nat på Ejer Bavnehøj:

Går Ma Ram igen?

Kom tæt på den frygtindgydende heks Ma Ram på Ejer Bavnehøj til Kulturaften fredag 20. september kl. 19.00

Ejer bavnehøj Ma Ram har huseret i Ejer Bjerge i århundreder. Hun var var både en klog kone, man kunne regne med, men også en heks, der havde overnaturlige evner.

På fredag ved Kulturaften i Skanderborg kan du høre den lokale Ma Ram-ekspert Kirsten Ramussen fortælle en levende beretning om heksen, der blandt andet reddede Ovsted Kirke fra at blive knust af en Lindorm.

Med sin store kost huggede hun lindormen i stumper og stykker, og ifølge sagnet blev det til Tebstrup Sø og Ris Mose.

Sagn fortæller også, at Ma Ram gjorde megen fortræd, mens hun levede. Selv om hun havde gode gerninger på samvittigheden, var folk bange for den kloge kone.

Onde øjne

Man frygtede, at hun havde onde øjne og kunne gøre en fødsel besværlig, hvis hun kiggede på den gravide.

Da Ma Ram døde blev folk først lettede, men hun ville ikke blive i graven. Når man holdt fester på gårdene, kunne man se Ma Ram sidde overskrævs på taget og huje og synge.

Præsten Laurits Sørensen (med øgenavnet Slante-Laus) fra Blegind, der kunne mere end sit fadervor, blev hidkaldt for at sætte en stopper for Ma Ram.

Manede Ma Ram i jorden

Derfor blev Ma Ram manet i jorden neden for Ovsted Kirke, hvor tre skel mødtes. Der - i ’Ma Rams Hwol’ - blev en tyk egepæl hamret ned.

Mange år senere blev pælen fundet af nogle grøftegravere, som rokkede med pælen og en dyb stemme lød: ”Rok igen – rok igen." De løb skrækslagne væk.

Om Slante-Laus (død i 1780) kan man læse, at han var kendt vidt omkring for sine evner til at mane Fanden i jorden.

Men spørgsmålet er, om han fuldførte sit arbejde med Ma Ram. Nogen mener, at Ma Ram har en finger med i spillet, når der sker uheld på motorvejen ud for Ovsted Kirke og Ejer Bavnehøj. Motorvejen er kommet hende for nær.

Ma Ram og Papirhud

Historien om Ma Ram bliver fredag dramatiseret af Teater Papirhud fra Aarhus, som arbejder med maske-teater.

Papirhuds kreative samarbejde og inspiration bygger på erfaringer fra improteater, masketeater og teaterproduktion.

Papirhud bidrager til Ma Ram og Kulturaften Skanderborg med at levendegøre Ma Ram og Slante-Laus inspireret af flere versioner af Ma Rams historie og en markant træskulptur, der har stået i et hjørne på Ejer Bavnehøj siden 2008.

Arrangementet starter kl. 19, hvor man kan smage Møllehjulets særlige Ma Ram-suppe rundt om bål og lys. Der er suppe og brød til de første 100 tilmeldte. Tilmelding er nødvendig på ejerbavnehoj.nemtilmeld.dk

Publiceret 18 September 2019 17:30