Villy Larsen, Mia Bay og Marianne Purup er trekløveret, der sammen med Søhøjlandets Turistforening nu sætter alle sejl til for at skabe et kraftcenter for øko-turisme og bæredygtige oplevelser med udgangspunkt i Søhøjlandet. Foto: Grethe Bo Madsen

Villy Larsen, Mia Bay og Marianne Purup er trekløveret, der sammen med Søhøjlandets Turistforening nu sætter alle sejl til for at skabe et kraftcenter for øko-turisme og bæredygtige oplevelser med udgangspunkt i Søhøjlandet. Foto: Grethe Bo Madsen

Moderne økoturisme:

Grønt lys til Greenways

Søhøjlandets Turistforening er på vej ud i et grønt eventyr. Bestyrelsen har givet deres opbakning til et nyt, stærkt fokus på bæredygtige og økologiske oplevelser i Søhøjlandet. Nu skal medlemmerne tages i ed

Af
Grethe Bo Madsen

Søhøjlandet Under overskriften 'Morgendagens turisme i Søjhøjlandet' havde VisitSkanderborg på vegne af Søhøjlandets Turistforening sat medlemmerne stævne i morges for at løfte sløret for fremtidsplanerne.

Ifølge turistchef Marianne Purup er mange stadig ikke helt klar over, at VisitSkanderborg lukker til nytår og at samtlige medarbejdere er sagt op. Skanderborg Kommune har nemlig tegnet kontrakt med VisitAarhus om fremover at løse den kommunale turismeindsats.

Nyt fokus på økoturisme og bæredygtighed

Det bliver dog ikke sidste kapitel i Søhøjlandets Turistforenings historie.

I stedet vil man med et nyt koncept styrke det lokalet forankrede samarbejde og sikre en fortsat udvikling af alle de grønne natur-, kultur- og spiseoplevelser, der allerede har slået rod og spirer i området.

Det nye fælles omdrejningspunkt er økoturisme og bæredygtige oplevelser.

"Det, der er tanken, er at beholde Søhøjlandet Turistforening, men hvor vi før havde VisitSkanderborg som opgave, så har vi nu en lidt bredere funderet forening, der omfatter hele Søhøjlandet, og hvor fokus er på bæredygtige og økologiske oplevelser," forklarer Kristina Ceravolo, formand for Søhøjlandets Turistforening.

Brug for opbakning

"Greenways er stadig på et meget tidligt stadie, men vi vil gerne præsentere vores medlemmer for ideen om at holde liv i foreningen, og hvad det er for tanker, vi så gør os om fremtiden," forklarer hun.

"Vi håber, vores medlemmer kan se potentialet i at beholde lokalt forankrede og visionære ideer her i Søhøjlandet og skabe noget unikt. Men vi har brug for medlemmernes opbakning, hvis det skal realiseres. Greenways skal bæres frem af medlemskaber og projekter," understreger hun.

Økoturisme som niche

Trekløveret, der skal tegne Greenways udadtil, Marianne Purup, Villy Larsen og Mia Bay, er spændt på at fortælle medlemmerne om det visionære projekt.

"Søhøjlandet er et oplevelseslandskab, og det er det, der er vores udgangspunkt. Vi tror, vi har fat i noget unikt, og at vi med vores faglige baggrunde, stærke kompetencer og solide netværk har det, der skal til for at sætte det i spil og gøre det levedygtigt," forklarer Marianne Purup.

Sagt på en enkel måde, så handler det stadig om oplevelser, men med et knivskarpt fokus på bæredygtighed og økologi som det, der knytter det hele sammen.

"Man kan godt kalde det for moderne økoturisme. Selvom der for flere år siden i en rapport blev anbefalet at have større fokus på økoturisme, så er det utrolig, så lidt der er sket på det område. Faktisk er der ikke nogen, der er gået med økologi som produkt i oplevelsessammenhæng før Greenways," konstaterer Villy Larsen.

Danmarks grønne kerne

Går det, som de tre håber, så vil Greenways indenfor de næste år gøre Søhøjlandet kendt som Danmarks grønne kerne.

"Vi håber, vi kan få et godt samarbejde med VisitAarhus, og de andre store turistdestinationer. Vi ser ikke os selv som konkurrenter til dem, snarere som udviklere og leverandører af nye grønne events og projekter," understreger Mia Bay, og peger på, at der ifølge Økologisk Landsforening har manglet et fyrtårn i økoturisme, der kan vise vejen for andre aktører.

Publiceret 18 September 2019 18:30