"At det med Præstegårdsstien er lykkedes, at koble naturoplevelser med motion og nærværende fortællinger fra Det Gamle Testamente udtrykt i smukke træskulpturer af Allan Bo Jensen, fryder mig meget," fortæller Bennedikte Baggesgaard, der fik ideen til Præstegårdsstien i Sneptrup. Privatfoto

Grøn vandring på Sneptrup Præstegårdssti

Sneptrup Præstegårdssti byder søndag 15. september kl. 11 på grøn vandring, klimavenlig frokost under åben himmel og insektworkshop

Sneptrup Præstegårdsstien blev indviet for et år siden under stor mediebevågenheden. Siden er det væltet inden med folk, der vil vandre, hygge og nyde en madpakke i enten Abrahams Hus, Betlehem, eller sove i Noahs Ark.

"I starten var selvfølgelig tale om nyhedens værdi, men besøgstallet har været højt hele året. Også i vinters. Folk kommer kørende fra hele Østjylland. Det betyder, at vi har været nødt til dirigere trafikken og at afmærke et areal til parkering ved Præstgården. Sidste skud på stammen er et muldtoilet på Granhøjen," fortæller Birgit Secher, næstformand for Ovsted, Tåning og Hylke Menighedsråd, i en pressemeddelelse.

Ideen til Præstegårdsstien blev skabt af Bennedikte Baggesgaard, der har været præst i sognet i 22 år.

"Kirken skal være hvor folket er. Derfor satte jeg en dyd i at åbne Præstgården, så menigheden kunne bruge bygningerne og omgivelserne til forskellige aktiviteter. At det med Præstegårdsstien er lykkedes, at koble naturoplevelser med motion og nærværende fortællinger fra Det Gamle Testamente udtrykt i smukke træskulpturer af Allan Bo Jensen, fryder mig meget," understreger Bennedikte Baggesgaard.

Grøn vandring

Åbningen af grønvandring på søndag kl. 11 bliver foretaget af Bennedikte Baggesgaard. På symbolsk vis overdrager hun Præstegårdsstiens stafet til sin afløser sognepræst Mads Juul Munch.

Efter åndelig indføring i et grønt liv bliver folk sendt på smuk vandring på Præstegårdsstien gennem den dejlige natur. Undervejs på ruten er der mulighed for at få pirret smagsløgene såvel som andre sanser, og blive nysgerrig på, hvordan vi kan spise lidt anderledes, lidt mere grønt og klimavenligt.

På ruten kan man møde en række dygtige og grønne mennesker, som alle har noget spændende og anderledes at smage på: HonningHuset, Ejer Bavnehøj - Grøn Kirke - VeganVictoria, Voerladegaard - Tiset Vineri - Skanderborg Bryghus - Lokal vin fra Askelund - Christiansminde Økologi og Tebstrup Gedeost.

Efter endt gåtur bliver der serveret et spændende og grønt måltid ved Sneptrup Præstegård. Måltidet tilberedes af Christian Bøjlund fra Frederiksgade 42 i Aarhus.

"Måltidet vil ikke blot mætte os, men også inspirere os. Christian bruger sæsonens råvarer og bestræber sig på at sammensætte alle sine måltider af 80 procent grønt og 20 procent fisk, kylling og kød," forklarer Birgit Secher på vegne af arrangørerne.

Christian Bøjlund vil under serveringen af måltidet holde et oplæg om sine holdninger til brug af bæredygtige råvarer og tilgang til madlavning.

I præstegårdshaven vil der gennem en insektworkshop være mulighed for at lave din egen insektpesto. Her kan børn også bide smukke smykker i grønsager.

Hyggemusik bliver leveret af Lasse Damgaards trio.

"Alt i alt skal vi sammen denne dag opleve, hvad naturen kan gøre for os, og hvad vi kan gøre for naturen. I dejlige omgivelser skal vi sammen spise, gå, lytte, smage, se og føle farven grøn," siger Birgit Secher.

Publiceret 13 September 2019 10:00