IT Optimiser bygger bro mellem studerende og erhvervsliv

Skanderborg-virksomheden IT Optimisers samarbejde med studerende fra Aarhus Universitet er ren win-win. Virksomheden får værdifuld ny viden, og de studerende får prøvet kræfter med erhvervslivet

I Skanderborg-virksomheden IT Optimiser er man begejstret for det samarbejde, man har fået op at køre med studerende fra Aarhus Universitet. Det betyder nemlig, at både medarbejdere, freelancere og kunder får et indspark af ny og brugbar viden via de studerendes analyser, artikler og hovedopgaver.

Samarbejdet er også en stor gevinst for de studerende, der for prøvet kræfter med erhvervslivet og kan bruge den erfaring som et springbræt videre i karrieren.

En af dem, der kan nikke genkendende til det er 29-årige Jonathan David Jensen, der har brugt de erfaringer, han har fået gennem samarbejdet med IT Optimiser til at komme ind på Ph.d.-studiet.

Jonathan har samarbejdet med IT Optimiser gennem to år. Først som studentermedhjælper og senere i praktik, hvor han arbejdede fuldtid på lige fod med de andre medarbejdere i virksomheden.

Før sommerferien afsluttede han sin cand.merc. i Innovationsledelse og Forretningsudvikling på bedste vis med et 12-tal, og det banede vejen til Ph.d.-studiet.

Her skal han de næste tre år undersøge og forske i blandt andet relationerne mellem rekrutteringsbureauer og high-skilled freelancere.

"Jeg mødte IT Optimiser til Company Dating tilbage på BSS (Aarhus Universitet, red.) for to år siden, hvor jeg fik en god snak og et godt indtryk af virksomheden. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker. Derfor tiltalte det mig, at jeg kunne dykke ned i og se nærmere på relationerne mellem freelancer, bureau og kunderne, og at mine fund kunne fremme kommunikationen og forbedre samarbejdet mellem IT Optimiser og selvstændige freelancere, der søger et job," forklarer Jonathan i en pressemeddelelse til UgeBladet.

Et springbræt til noget større

Resultaterne fra Jonathans og andre studerendes analyser, rapporter og specialer giver masser af ny brugbar viden, som IT Optimiser kan omsætte til spændende artikler, anbefalinger og løsninger. Det skaber værdi i hele organisationen, understreger Bo Telén Andersen, der er partner i IT Optimiser. Han er begejstret for samarbejdet med de studerende fra Aarhus Universitet, og den nye viden og nye tilgange, de bringer med sig ind i samarbejdet.

"Vi ønsker at tilføre vores virksomhed den nyeste viden og teori indenfor vores arbejdsfelt mellem freelancere, IT Optimiser og virksomhederne. En viden der gavner freelancerne og kunderne, men også på sigt kan forbedre vores forhold til dem," forklarer han.

"Dertil giver vi også nogle unge mennesker stor opbakning og muligheden for at implementere, hvad de har lært på universitetet i praksis og bruge vores virksomhed med 14 medarbejdere som et springbræt til noget større, som Jonathan og andre før ham har gjort."

Styrke relationerne

Jonathan Jensens 12-talsspeciale med titlen: 'Investigating the Determinants of Behavioural Loyalty to a Broker' belyser, hvilke parametre, der påvirker loyalitetsfølelsen og forholdet mellem recruiter og freelancer.

Et speciale, der er kommet med flere løsninger på, hvordan IT Optimiser kan styrke og forbedre forholdet til både kunder og freelancere. Og det er både medarbejdere og bestyrelsen glade for.

"Vi bruger aktivt, de fund Jonathan er nået frem til, i vores bestyrelsesarbejde, hvor vi er i gang med at implementere nye tiltag, som skal forbedre forholdene og styrke loyaliteten til IT Optimiser. De initiativer skal være med til at styrke båndet og skabe endnu mere værdi for vores freelancere, der på sigt giver flere tilfredse freelancere og et endnu bedre forhold til vores kunder," konstaterer Bo Telén Andersen.

Publiceret 22 August 2019 18:30