Lars Enevoldsen, 49 år, kommer til stillingen som ny udviklingsdirektør hos Kamstrup med 24 års erfaring opbygget i Grundfos. Pressefoto

Lars Enevoldsen, 49 år, kommer til stillingen som ny udviklingsdirektør hos Kamstrup med 24 års erfaring opbygget i Grundfos. Pressefoto

Ny direktør skal styrke Kamstrups innovation

Skanderborgvirksomheden har ansat tidligere Grundfos-direktør

erhverv Teknologivirksomheden Kamstrup tilfører nye kræfter på udviklingsområdet med ansættelse af tidligere Grundfos-direktør Lars Enevoldsen, der bliver ny direktør for Kamstrups softwareudvikling.

Kamstrup har gennem årene investeret kraftigt i innovation, teknologi og produktudvikling og har i dag godt 350 medarbejdere der arbejder med innovation og udvikling.

En god del af dem arbejder med software til virksomhedens intelligente måleløsninger. Det svarer til, at hver fjerde medarbejder arbejder med udvikling, og alene i 2019 er det planen at investere knap 13,5 procent af omsætningen i Kamstrup på udvikling af nye produkter og serviceydelser.

"Gennem digitalisering hjælper vi forsyningsselskaber i hele verden med mere effektive måder at sikre rent vand og energi. Vi skal hele tiden finde smartere måder at bruge data på, så vi kan tilføre mere værdi til vores kunders forretning. Det vil vi blive ved med. Derfor vælger vi nu at styrke vores udviklingsområde med en leder, der har mange års erfaring inden for innovation, produktudvikling og digitalisering," udtaler CEO Kim Lehmann i en pressemeddelelse fra Kamstrup.

Kæmpe potentiale i data

Og den nye direktør har netop fokus på at udnytte data til gavn for klimaet og samfundet.

"Hvis vi anvender data rigtigt er der et kæmpe potentiale for at reducere spild af vand og energi. Ved at installere intelligente målere ude i alle huse, så får forsyningerne en reel mulighed for at påvirke forbruget og nedbringe eventuelt spild," udtaler Lars Enevoldsen i pressemeddelelsen.

"Teknologi har altid interesseret mig og jeg glæder mig til at udvikle videre på de spændende løsninger, der i dag giver mange forsyninger et indblik i, hvad der sker i rørene. Vi skal fortsætte med at være de første og finde digitale løsninger og værktøjer, der kan gøre det nemmere at optimere forsyningsnettet og undgå unødig brug af vand og energi," fortsætter han.

Lars Enevoldsen vil også fokusere på at skabe flere samarbejder med partnere:

"Vores løsninger indsamler en masse viden, og den viden vil vi gerne, i samarbejde med kunder og andre teknologivirksomheder, bruge til at udvikle næste generation af løsninger," udtaler han.

jesl

Publiceret 06 August 2019 08:00