Fremover vil der være flere 'oaser' i Skanderborg Midtby, der kan være centrum for generelle oplevelser. Arkivfoto

Fremover vil der være flere 'oaser' i Skanderborg Midtby, der kan være centrum for generelle oplevelser. Arkivfoto

Adelgade skal byde på meget mere:

Dyst på oplevelser

En række aktører vil det kommende års tid komme med deres bud på en mere levende midtby

Af
Claus Sonne

Skanderborg Når arbejdet med at forandre Adelgade og Ole Lund Kirkegaards Stræde er overstået, vil der i Skanderborg Midtby være flere byrum end nu, der indbyder til kreative udfoldelser. Spørgsmålet er så bare, hvilke udfoldelser der fungerer, når fastboende og gæster skal underholdes.

For bedre at kunne besvare det spørgsmål, har Skanderborg Kommune bedt en række lokale aktører komme med deres bud på en række forskellige tidspunkter. Listen ser således ud:

  • Kulturhuset og Skanderborg Bibliotek (i forbindelse med Smukby).
  • Skønnest ved Skanderborg (efteråret).
  • Skanderborg Cityforening (vinter - jul/januarudsalg).
  • Museum Skanderborg (tidligt forår).
  • Di Heslige Slønglers Klup (forsommeren frem til Sløngeldagene 2020).

Byfest med musik

En af dem, der har grebet bolden kastet af Skanderborg Kommune er Skønnest ved Skanderborg - og mere specifikt Henrik Uldall, som mange vil kende som manden bag spille- og øvestedet Blue on Black i Stilling.

"Jeg synes, vi trænger til noget mere musik i Skanderborgs gade, blandt andet til at give et behageligt afbræk i det normale og måske ofte lidt for travle liv," lyder det fra Henrik Uldall, der ikke har haft problemer med at sælge sin idé til de musikere og bands, han har talt med.

"Uden undtagelse har alle, jeg har luftet tanken over for, meldt tilbage, at det synes de lyder rigtig spændende - og at det er noget, de sagtens kan se sig selv deltage i," siger han.

Specifikt har Henrik Uldall udset sig datoen 31. august. Den dag er nemlig dagen, hvor den nye Kulturakse fra Ole Lund Kirkegaards Stræde og ned til Kulturhuset skal indvies.

"Det vil være oplagt, synes jeg, at vi indvier byens nye plads med en masse god livemusik," lyder det fra Henrik Uldall.

Publiceret 26 June 2019 10:00