Velija Palo husker meget om dengang i 1994, da han og 91 andre bosniske flygtninge kom til Ry. Privatfoto

Velija Palo husker meget om dengang i 1994, da han og 91 andre bosniske flygtninge kom til Ry. Privatfoto

Et kig i arkivet:

Da bosnierne kom til Ry

Velija Palo ser tilbage på dengang i 1994, da han som bosnisk flygtning kom til Ry

Af
Velija Palo

Ry Kort inden midnat 6. april 1994 ankom to fulde busser med i alt 92 bosniske flygtninge til Ellemosen 1 i Ry. Centeret står mejslet i min hukommelse, og jeg vil gerne mindes det og opfriske mine erindringer.

Vores familie var indkvarteret i et center i Allerød i godt tre måneder, hvor jeg var afhængig af behandlinger på Rigshospitalet. Børnene gik i en bosnisk skole i Blovstrød, hvor jeg også selv underviste en overgang. Da behandlingen var slut, skulle vi flyttes til det første nyåbne center. Det skete altså 6. april – en dato, jeg var en anelse utryg ved, idet Sarajevo blev befriet på den dag i 1945, blot for at blive angrebet igen på samme dag i 1992.

Denne 'flytning' var simpel. Vi pakkede det, fire af os havde, sammen i to halvfulde sorte sække. Om vi så ville det, kunne vi på dette tidspunkt ikke tænke over noget som helst, især ikke om de kommende dage, da der var rygter om, at tingene ikke fungerede ret godt på nogle centre. Det føltes som om, at både den lille og den store hjerne var låste.

Lang vej til Ry

92 mennesker blev opsamlet på turen, der trak ud i det uendelige. Jeg husker kun nogle få detaljer af rejsen, idet jeg følte mig bedøvet, fysisk til stede men uden evnen til at registrere, hvad der sker omkring mig.

Det sidste stykke gennem Jylland føltes særlig langt, måske fordi trætheden begyndte at melde sig. Natten var mørk og 6. april ved at være forbi, men der var ingen vejskilte med Ry på. Jeg spurgte chaufføren, om vi var tæt på – han svarede bekræftende. Vi steg af bussen, men resten husker jeg ikke meget af. Vi fik vores nøgler i TV-salen, og jeg lagde vores to sorte sække i vores nye hjem: Et værelse med to etagesenge. Jeg sov som en sten.

Næste morgen sneg jeg mig ud af værelset og traskede ud på pladsen. Ord rækker ikke til at beskrive, hvor fortabt og tom indeni, jeg var. Et tomt hylster. Mens jeg scannede omgivelserne efter et andet levende sjæl og tænkte på, hvad der mon var nord og syd, længtes jeg efter en kop kaffe.

Jeg var ved at tage det sidste sug af den døende cigaret, da jeg hørte et 'good morning' ovre fra kontoret (i lejren kendt som office).

Jeg gengældte hilsnen og mumlede noget med kaffe. Han svarede, at der på hvert værelse var en kasse med noget køkkengrej og diverse andre ting, deriblandt kaffe. Men jeg kunne da godt få en kop af ham.

En tur til Stårkåb

Til min store glæde var mit engelske forståeligt for ham (og jeg skulle få brug for det, skulle det vise sig). Mens jeg var i gang med cigaret nummer to, kom en af naboerne ud, og vi udvekslede nogle ord. Lejren var ved at vågne. Det var tid til morgenmad.

Et stykke væk kunne vi se, hvad der godt kunne ligne et supermarked. På skiltet stod der Storkøb. Nogle få stykker gik over til hegnet, som adskilte os fra både en vej og dette Stårkåb – som vi udtalte det – men nærmere kom de ikke. Men mit bekendtskab med kaffebryggeren fra 'office' kom os til gode.

Dansk Røde Kors syntes at være velorganiserede. Der var altid personale til stede, så der var nogen at tale med både dag og nat. I øvrigt har jeg kun godt at sige om de ansatte: Jimmy, Bent, Frank, Jannie, Poul, Flemming, Johnny og andre. Lederen, Solvej, blev ikke længe hos os, men vi nåede at udrette utrolig meget i starten, så centerets beboere kunne få et slags liv.

Den vigtige skolegang

Det absolut vigtigste spørgsmål for mig personligt var, at børnene i centeret skulle færdiggøre skoleåret. De havde allesammen gået i skole et eller andet sted før flytningen, og der manglede kun et par måneder af skoleåret.

På det tidspunkt kunne ingen føle sig sikre på, hvor de ville være i de kommende måneder og år, og de to måneders skolegang føltes livsvigtige. Jeg blev bekendt med det faktum, at undervisningen af bosniske børn fandt sted i Silkeborg, og at Dansk Flygtningehjælp var ansvarlig.

Den umiddelbare reaktion på ønsket om undervsining af vores børn var ikke positiv. Jeg spurgte lederen, om vi kunne arrangere et møde i vores TV-sal, gerne med en tolk, og om hun kunne være til stede.

Der blev valgt en dato, og på den store dag var salen fyldt. Jeg havde svært ved at forstå Flygtningehjælpens modstand, men jeg var godt væbnet med argumenter og kunne samtidig mærke, at centerets leder var på min side. Et par dage senere kom der et svar: Børn op til femte klasse kunne godt starte i skole – i Brædstrup.

Kirsten fra Skanderborg

Det var selvfølgelig noget, men ikke nok. Det kom mig for øre, at der på Dansk Flygtningehjælps kontor i København arbejdede en kvinde, som kunne mit modersmål. Hun hed Kirsten og var født i Skanderborg.

Efter en længere forklaring fik jeg et svar, som indgød håb – jeg skulle blot være rolig, vi skulle nok få det løst. Og løst blev det: To dage senere dukkede folkene fra Silkeborg igen hos os.

Jeg fik et gennemborende blik, men beslutningen var blevet truffet. Børnene fra Ry kunne godt komme i skole i Silkeborg, men de voksne skulle hjælpe til med undervisningen. Fire af os sprang til allerede næste dag – og gjorde det godt.

Efter sommerferien begyndte mine to sønner i en dansk klasse i Ry, og andre børn fulgte trop efter jul. Det er en længere historie, men jeg kan sige så meget, at den respekt som jeg fik for daværende skoleinspektør på Knudsøskolen, John Salling, ikke er blegnet den dag i dag.

Fokus på livsglæde

Da skoleproblemet var løst, skulle vi i gang med tiltag, der kunne øge livsglæden ved at bo i centeret. Hvert værelse fik en have og mulighed for at installere en antenne. Der blev rejst basketballkurve, etableret et fodboldhold, og man fik kontakt til lokale sportsforeninger. Der blev arrangeret et åbent hus.

Haverne blev anlagt på en eng ved centeret. De 150-200 m2, som hvert værelse fik at gøre med, var mere end rigeligt. Antennen blev relevant i sommeren 1994, hvor der var VM i fodbold i USA.

Da folk boede på værelser omkring TV-salen, kom fodboldkiggeri til sent om natten ikke på tale. Løsningen blev, at der blev ført et kabel til alle værelser, som dermed fik en TV-pakke med forholdsvis mange programmer.

Vi fik en fordelagtig aftale i stand med Ry Radio, hvor vi kunne købe det, vi havde behov for, på afbetaling. Hver anden uge kunne man betale det, man kunne undvære. Hver eneste af de 19 værelser investerede i et TV, men der blev også skaffet stereoanlæg og meget andet. I butikken havde de et lille hæfte, hvor de ajourførte status på hver enkelt køber. Det fungerede upåklageligt.

En aften kom to ukendte mænd ud til os. Den ene hed Ole til fornavn og var lærer, og den anden var Danne Johansen og var formand for den lokale skakklub. Om der var nogen, der spillede skak? Det var der, og således fik Ry skakklub et par nye medlemmer. Samarbejdet fortsatte i en tid.

Ildsjæle hjalp til

Nogle lokale ildsjæle indsamlede brugte, men funktionelle ting til centeret. Gamle cykler, møbler og andet. Næsten alle beboere kom til at eje en cykel – mange af dem lærte at cykle i Ry. Det var straks sværere med møblerne, da der var begrænset plads på værelserne. Enkelte kommoder blev der dog plads til, og sofaer og borde kom til gode i fællesarealerne. En lille del af møblerne fra flygtningecenteret har jeg stadig - som en slags minde.

En af ildsjælene hed Jan. Han ville dukke op i ny og næ, og vi ville spille et parti skak over en øl eller to. Øl var i øvrigt et af de første ord, de voksne lærte, omend de færreste lykkedes med udtalen.

Åbent hus

En solrig sommerdag i 1994 holdt centeret åbent hus. Stedet emmede af liv, og bordene var dækket med bosniske specialiteter. De besøgende var nysgerrige og stillede mange spørgsmål. Sprogbarrieren kom i vejen for nogle, men Røde Kors personalet var hjælpsomme med at fortælle lidt om de beboere, som de allerede vidste noget om.

Et jordstykke ved centeret blev gjort så jævnt, som det nu var muligt, og vi satte et par basketballkurve i hver sin ende. De blev brugt fra morgen til aften og overlevede i mange år efter. Enkelte af os besøgte også den lokale basketballklub, drevet af Ole Andersen. Endnu en mand jeg udelukkende har gode minder om.

Tiden gik i stå

Der var flere andre initiativer, der havde til formål at fortrænge følelsen af, at tiden var gået i stå. Med så mange mennesker samlet på så lidt plads lærer folk hurtigt hinanden at kende, og mange af historierne havde man nok af at høre een gang.

Sprogskole havde vi ikke nogen af, men for de mest ivrige kunne der godt arrangeres noget i Silkeborg. I starten af 1996 begyndte folk at flytte væk. Flytninger var nemme dengang. Min familie og vores ejendele kunne sådan cirka passe ind i en personbil, en Lada ført af Kristian Jensen.

Ud af de 92 mennesker, der ankom til Ry, er 18 draget videre: 13 til Australien, 4 til Canada, en til USA. I alt 8 vendte tilbage til Bosnien – de tre i en kiste. Resten bor for det meste i Jylland, hvor enkelte også har fundet deres endelige fred.

Publiceret 27 April 2019 11:30