Hvorfor gider du at lave den her slags?

Hvorfor gider du at lave den her slags? "Jeg kan ikke lade være. Man kan da ikke gå med en god idé for sig selv. Jeg kan godt lide at være med til at give folk gode oplevelser," siger Tove Severinsen, som her står ved én af AVK's lånte skulpturer. Foto: CSJ

SkulpturBy Galten har fået vokseværk

Midt i maj popper 22 skulpturer op i Galten. Det er 10 mere end i 2017

Af
Christina S. Johansen

Vi synes jo, at det her løfter byen, og gør den endnu mere attraktiv. Og så opfordrer det jo næsten til at gå en tur

Forvent større og mere. Det må være den korte version af dette års SkulpturBY Galten. Når udstillingen officielt åbner 24. maj klokken 16 med taler, forfriskninger og en guidet tur fra Torvet, vil man nemlig kunne se hele 22 værker, hvor det kun var 12 tilbage i 2017.

"Samtidig er værkerne mere voluminøse i år. Vi synes selv, at der er lidt for alle, både i form af udtryk, materialer og størrelser," fortæller en af kvinderne bag tiltaget Tove Severinsen - hun fortsætter:

"Vi har prøvet at finde værker, som på en eller anden vis passer sammen, så udstillingen danner en helhed. Så skal de selvfølgelig også passe til omgivelserne. Og det er omgivelserne valgt ud efter, samtidig med at det skal være nemt at kunne krane værket på plads."

13. og 14. maj bliver værkerne nemlig sat op af en temmelig stor kran, og senere kommer et katalog på gaden med beskrivelser af værkerne, deres placering og tidspunktet for de seks guidede ture, som finder sted fra juni til september med start fra BIO Huset. "Vi glæder os som til juleaften," siger Tove Severinsen.

Det løfter byen

Når værkerne er på plads, og kataloget er udkommet, er det bare at bevæge sig ud på (skulp)turen på egen hånd, hvis man da ikke har mulighed for at deltage i en af de guidede ture.

"Vi synes jo, at det her løfter byen, og gør den endnu mere attraktiv. Og så opfordrer det jo næsten til at gå en tur," siger Tove Severinsen og fortsætter:

"Det giver anledning til debat om kunsten og en mulighed for at møde mere kunst i nærmiljøet. Vi trækker kunsten ned fra at være noget ophøjet kulturstads til at være noget, som man møder mere umiddelbart i sin hverdag."

Mange, også helt almindelige børnefamilier, har reageret positivt på udstillingen i 2017 og på, at tiltaget bliver gentaget, forklarer Tove Severinsen. "Vi så jo for eksempel også, at udstillingen i 2017 blev inddraget i skolerne. Blandt andet rykkede elever fra efterskolen ud og lavede gymnastiske øvelser ved hvert værk."

Et udstillingsvindue

Kimen til SkulpturBY Galten blev egentlig lagt tilbage i 2015, hvor Mona Hald satte sig for at kortlægge alle de permanente værker, som befinder sig i Galten. Hun fik sidenhen lavet en folder i samarbejde med VisitSkanderborg.

"Det var en smaddergod idé. Og da jeg så var en tur i Ølgod, havde de skulpturer på besøg i byen, og så tænkte jeg, at hvis de kan, så kan vi da også," fortæller Tove Severinsen.

Det viste sig, at Dansk Billedhuggersamfund gerne ville være med, så det er kunstnere herfra, der udstiller i Galten.

"Vi sørger selv for transport af værkerne, så kunstnerne skal blot stille værket til rådighed. Så det er jo et fint udstillingsvindue for dem," siger Tove Severinsen.

Dette års udstilling løber frem til 20. oktober.

FAKTA

Her står værkerne

    3 på Torvet

    1 på Biblioteks Torvet

    1 på Hjørnet Torvet/Elværksvej

    1 på Porskærvej 7

    7 på Rådhuspladsen, Søndergade 27

    2 i Tjørnehavens have, Søndergade 31

    3 på Søndergade 47

    2 ved Præstdam

    1 på Søndergade 36

    1 på Søndergade 34

Publiceret 26 April 2019 11:30