Udover tre timers daglig skak spiller Jonas Bjerre også fodbold. Foto: CSJ

Udover tre timers daglig skak spiller Jonas Bjerre også fodbold. Foto: CSJ

Jonas' næste træk:

Vil leve af at spille skak

Stort skak-talent løb med prisen som Årets Idrætsudøver

Af
Christina S. Johansen

Bjedstrup 14-årige Jonas Bjerre fra Skanderborg Skakklub er et talent ud over det sædvanlige.

Lad os springe direkte til nogle af resultaterne:

Som 13-årig vandt han EM i sin aldersgruppe - han har desuden et par EM-bronzemedaljer. Sidste år fik han en delt andenplads til DM for voksne. Ligesom han har været udtaget til det danske skaklandshold for voksne og deltaget i OL. hermed.

Som 13-årig spillede han så godt, at han kunne kalde sig international mester.

De flotte resultater indbragte Jonas Bjerre prisen som Årets Idrætsudøver ved 'Foreningernes Aften' 26. marts i Kulturhuset Skanderborg.

"Jeg er rigtig glad for prisen. Det var en meget fin præmie," siger Jonas Bjerre, da UgeBladet Skanderborg besøger ham i sit hjem i Bjedstrup.

Tre timers skak hver dag

I baggrunden sidder Jonas' mor. Hun afslører, at skakspillet begyndte, før Jonas overhovedet havde smidt sutten.

Efterfølgende begyndte han til skoleskak som 5-6-årig, og sidenhen startede han i Skanderborg Skakklub.

I dag bruger den unge gut tre timer hver dag på skak

"Jeg bruger både computer og bøger. Jeg løser forskellige opgaver, hvor man skal finde det bedste træk," forklarer Jonas Bjerre, som desuden rejser rigtig meget i både ind og udland for at deltage i turneringer - for det er netop de store turneringer, som er noget af det fedeste ved skak:

"Jeg kan nemlig bedst lide at spille mod nogle, der er rigtig gode," siger Jonas Bjerre, der har et fravær på 50 procent i ottende klasse på Mølleskolen i Ry på grund af den store rejseaktivitet.

En fremtid med skak

Drømmen er at blive professionel og leve af skak. Jonas Bjerre regner desuden med at blive stormester inden for et par år, og han håber på sigt at få over 2.700 i rating - hvilket er virkelig meget, forklarer det unge skaktalent.

På lidt kortere sigt glæder Jonas Bjerre sig til at afsluttet niende klasse om et års tid.

"Jeg vil gerne have et friår efter niende, hvor jeg bare rejser rundt og spiller skak."

Publiceret 04 April 2019 18:30