I 2018 havde Line-Maria Rasmussen 53 rejsedage med sin dommergerning. Det kræver et fleksibelt arbejde, og derfor har hun startet sin egen massageklinik i Galten med navnet Body Complete.

I 2018 havde Line-Maria Rasmussen 53 rejsedage med sin dommergerning. Det kræver et fleksibelt arbejde, og derfor har hun startet sin egen massageklinik i Galten med navnet Body Complete.

"Fodbold-tosse" står bag massage-klinik i Galten

Fodbold-dommeri blev på en måde startskudet til Galtens nye massageklinik med navnet Body Complete

Af
Christina S. Johansen

Galten Når man siger Body Complete er man i samme ombæring nødt til at sige fodbold. Galtens nye massør, som er flyttet ind i House of Nails, er nemlig helt og aldeles tosset med fodbold, og sporten er på en måde årsagen til, at klinikken nu er åbnet.

Bag Body Complete står 36-årige Line-Maria Rasmussen, som er uddannet fysiurgisk massør. Oven i det dømmer hun fodbold. På herresiden er hun linjedommer i Danmarksserien. På damesiden er hun linjedommer på allerhøjeste plan herhjemme og Fifa linjedommer i udlandet. Sidstnævnte betyder rigtig mange rejsedage - og det er her, klinikken kommer ind i billedet.

Når en kunde lægger sig på briksen kribler det i fingrene for at gå i gang.

"I takt med at antallet af mine udenlandske kampe er eksploderet, kræver det et ret fleksibelt arbejde, og så var det jo, at jeg så en mulighed for at starte egen klinik. Jeg så en åbning, hvor jeg kan være så heldig både at have dommergerningen og en klinik i mit liv," siger Line-Maria Rasmussen.

Tilbyder et bredt udvalg

Hos Body Complete kan man få fysiurgisk massage. Det kan være sports-, velvære- eller bindevævsmassage. Det sidste er en smule specielt og knap så udbredt. Det er nemlig det, som også kaldes for cupping.

Line-Maria Rasmussen forklarer, at man sætter en form for små kopper fast på huden. Kopperne danner et vakuum, som løfter op i bindevævet, det giver øget blodgennemstrømning, og hjernen tænker: "Hov, hvad sker der her?"

"Det starter en helingsproces og kan bruges til alt fra hovedpiner, cellulitis og kroniske smerter. Faktisk kan det også løsne psykiske traumer," forklarer Line-Maria Rasmussen.

Desuden tilbyder Body Complete baby- og gravid-massage, og Line-Maria tager gerne ud til mødregrupper og underviser i babymassage.

Altid drømt om egen klinik

Krop og muskler har altid interesseret Line-Maria Rasmussen, der oprindeligt er fra Kolt/Hasselager, men nu bor i Stjær.

"Det er vildt spændende. Og når en kunde lægger sig på briksen kribler det i fingrene for at gå i gang," siger hun.

Derfor har det også altid været en drøm for Line-Maria at have sin egen klinik. Faktisk har hun tidligere været selvstændig både i massage-branchen og i en helt anden verden, hvor hun lavede sandwich. Det at tage springet og starte op selv, ligger hende derfor ikke så fjernt.

Nu passede tidspunktet så helt perfekt og tilfældighederne ville, at hendes drøm blev overhørt, en dag hun fik ordnet negle af en veninde i House of Nails.

"Der snakkede vi om min idé om en massageklink, og det overhørte ejeren af House of Nails, som tilbød mig et lokale her," fortæller Line-Maria Rasmussen og fortsætter:

"Jeg tænkte lidt over det og sagde så ja, for det her er bare et skønt hus med høj service og en altid positiv atmosfære. Desuden har jeg en god kemi med de andre, som arbejder her, og de er jo faktisk nærmest blevet mine kollegaer. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver godt," siger hun og tilføjer, at klinikkens hjemmeside er lige på trapperne. Indtil da kan man finde hende på Facebook under BODY Complete.

Fodbolden reddede mig

Line-Maria Rasmussen har spillet fodbold, siden hun var fem år gammel og er siden blevet fodbold-dommer på allerhøjeste plan. Sporten har reddet hende gennem livets absolutte lavpunkter.

Da hun som 10-årig mistede sin bror, gav fodbolden ro.

"På fodboldbanen glemte jeg alt, så fodbold er mere end bare fodbold for mig. Det reddede mig," fortæller hun.

Da hun så mange år senere gik fra faderen til sine døtre, kom fodbolden hende igen til undsætning:

"Jeg gik ret meget ned med flaget og stoppede med at være dommer. En psykolog fandt dog hurtigt ud af, at jeg skulle i gang igen. Jeg husker, at jeg, da jeg igen stod på banen, tænkte: Nu reder fodbolden mig igen. Jeg får helt kuldegysninger ved at genfortælle det."

Publiceret 03 April 2019 18:30