Det første træ bliver plantet. Foto: Viggo Rasmussen

Det første træ bliver plantet. Foto: Viggo Rasmussen

Første træ ud af 1000 er plantet i Galten

Projektforum Galten-Skovby har bogstaveligt talt taget det første spadestik til projektet '1000 træer i Galten-Skovby'

Af
Sara Ulrich Rasmussen

Tirsdag 12. marts stimlede cirka 30 mennesker sammen på Århusvej i Galten og så på i den silende regn, mens der blev plantet et egetræ.

Det var repræsentanter fra Projektforum Galten-Skovby og børn og unge fra byens skoler, der trodsede det dårlige vejr for at deltage i plantningen af det første af forhåbentligt 1000 nye træer langs de større veje i Galten og Skovby.

Der har tidligere været vejtræer langs indfaldsvejene til Galten, men de blev fældet, da bilerne for alvor begyndte at gøre deres indtog, og træerne blev en sikkerhedsrisiko. De nye træer kommer til at stå længere væk fra vejen, så de ikke bliver et problem i forhold til sikkerheden.

Egetræer og sølvpopler

Første etape af projektet er at få tilplantet resten af det stykke af Århusvej, hvor det første træ blev plantet. Det er strækningen mellem Ingo-tanken og rundkørslen ved Klankvej. Træerne på stykket bliver skiftevis egetræer og sølvpopler. Sølvpoplerne vokser meget hurtigere end egetræer, og tanken er, at de skal give noget fylde, mens egetræer vokser til. Senere skal de fældes for at give ordentligt plads til egene.

Hvert træ koster 4.000 kr., og det er en fair pris, mener Karen Lindemann, formand for Projektforum Galten-Skovby. "Det er store træer, og de bliver plantet af profesionelle og passet," fortæller hun. Samtidig er der gro-garanti: hvis et træ ikke vokser, vil der blive plantet et nyt.

Træer til fremtiden

Pengene til træerne skal findes både hos private, der har lyst til at sponsere et træ, og blandt de lokale virksomheder. Lokale lodsejere, der har lyst til at lægge jord til, må også gerne henvende sig til Projektforum Galten-Skovby.

Også områdets skoler og institutioner bliver involveret i projektet, fortæller Karen Lindemann. "Det er træer, der skal stå der i 100 år, så det er børnene, der får mest glæde af dem. Og samtidig vil det være med til at give dem en grøn bevidsthed."

Publiceret 27 March 2019 17:00