En kæmpe gæld - måske opdigtet - for køb af kokain er omdrejningspunktet i en sag om afpresning, vold og frihedsberøvelse. Modelfoto: Jens Dige, Ritzau/Scanpix

En kæmpe gæld - måske opdigtet - for køb af kokain er omdrejningspunktet i en sag om afpresning, vold og frihedsberøvelse. Modelfoto: Jens Dige, Ritzau/Scanpix Ritzau Scanpix

Som taget ud af en film:

Blev mand fra Skanderborg groft udnyttet eller beskyttet?

En 45-årig mand er sigtet for at have lokket 350.000 kroner ud af en ung skanderborger

Af
Claus Sonne

I løbet af den seneste uge har retssal D i retsbygningen i Horsens dannet rammen om en sag, som er så vild, at den mest af alt minder om en film fra Hollywood.

Spørgsmålet er, om en ung mand fra Skanderborg gennem fem måneder af en 45-årig mand fra Aarhus blev beskyttet mod en gruppe personer, som den unge mand skyldte penge for kokain.

Eller om den unge mand i virkeligheden blev snydt godt og grundigt af den 45-årige, der opfandt både narkogæld og de personer, han hævdede at beskytte den unge mand mod.

Ifølge anklageskriftet har den unge mand, med hjælp fra sin familie, overdraget penge og værdier for mere end 350.000 kroner til den 45-årige, der hævder, at han har brugt pengene til at betale af på den narkogæld, den unge mand skulle have oparbejdet. En gæld, der på et tidspunkt er løbet op i 1,2 mio. kroner, hvilket den unge mand stiller sig helt og aldeles uforstående over for.

Fodaftryk i ansigtet

Den unge mand fra Skanderborg fik reelt styret sit liv gennem fem måneder af den 45-årige - og fortæller om daglige tæv og trusler. Det hele ender med, at den unge mand af fire mænd bliver mishandlet i en skov ved Aarhus, hvor han blandt andet bliver trampet så hårdt i hovedet, at der dagen efter er aftryk af en skosål på hans ansigt.

Alligevel går der halvanden måned efter overfaldet, før han går til politiet. Den 45-årige har nemlig fortalt, at det kun er den 45-årige og hans 'brødre' i bandemiljøet, der kan garantere den unge mands sikkerhed.

De involerede parter har afgivet deres forklaringer i sagen. Forklaringer, der i den grad er modstridende. Det er nu op til dommeren og to domsmænd at afgøre, hvad og hvem de tror mest på. I sagen mod den 45-årige indgår desuden fire sager om vold og trusler udøvet på en højskole i Sønderjylland. Også her nægter den 45-årige sig skyldig.

Der falder efter planen dom i sagen 26. marts.

Publiceret 12 March 2019 07:00