Et billede fra Ry Byfest i 1981. Det lille telt i baggrunden er et af de sidste steder, Else Marie Salomonsen blev set. Foto: Leif Fritsdal.

Et billede fra Ry Byfest i 1981. Det lille telt i baggrunden er et af de sidste steder, Else Marie Salomonsen blev set. Foto: Leif Fritsdal.

Skelet fundet i grusgrav:

Drabet på Else Marie er stadig uopklaret

I to måneder henover sommeren 1981 var Else Marie Salomonsen forsvundet. Til sidst blev hendes lig fundet i en grusgrav, men mordet blev aldrig opklaret.

Af
Sara Ulrich Rasmussen

Drab 4. juli 1981 var en lørdag. Det var første dag af industriferien, og ifølge vejrudsigterne fra dengang bød dagen på typisk dansk sommervejr: Spredte byger og omkring 18 grader varme.

I Ry var tusindvis af mennesker samlet til den årlige byfest arrangeret af roklubben. I 1981 var der 3.648 indbyggere i byen, men op mod 12.000 festglade sjæle lagde vejen forbi byfesten det år. På festpladsen der, hvor det gamle stadion havde ligget, var der opstillet boder og telte til de mange feststemte mennesker.

De gjorde en makaber opdagelse. På en skrænt ved grusgraven lå et næsten skeletteret lig. Politiet blev tilkaldt.

Den lørdag var festivitassen begyndt allerede om formiddagen med et optog med Sigfreds Fodvarmere, og fornøjelserne fortsatte dagen igennem med børneunderholdning og indledende runder af den lokale miss-konkurrence. Om aftenen spillede Lasse & Mathilde, og Jørgen Mylius gav den som discjockey i danseteltet. Senere var der koncert med det hollandske disco-orkester Sugar and the Lollipops, der det forår havde haft et hit med sangen “I can dance”.

Besøg hos mor

23-årige Else Marie Salomonsen var som så mange andre unge i 1981 arbejdsløs. Hun havde dagen igennem også deltaget i byfesten sammen med sin kæreste gennem flere år. Midt på aftenen blev parret enige om at fortsætte aftenen hver for sig. Kæresten ville til bal på Låsby Kro, mens Else Marie ville blive til byfesten. Kæresten tog afsted til Låsby sammen med en kammerat, og Else Marie slog et smut forbi sin mor, der boede på Randersvej i Ry, ikke langt fra festpladsen.

Glad og livlig om aftenen

Mor og datter talte sammen om løst og fast i en halv times tid. Else Marie var glad og livlig og ganske, som hun plejede, udtalte moren senere til Ekstra Bladet. Omkring klokken halv elleve sagde Else Marie farvel og nævnte, at hun ville gå tilbage til festpladsen. Det var sidste gang, at moren så sin datter.

Hvad der skete derefter, er aldrig blevet endeligt klarlagt. Else Marie blev muligvis set af en ekskæreste ved en roulette på festpladsen cirka klokken 23.30, og en taxachauffør sagde, at han havde set hende forlade festpladsen i Ry sammen med en ukendt mand omkring klokken kvart i et om natten. Ingen af de to vidneudsagn blev dog nogensinde helt bekræftet.

500 kr. manglede

Kæresten kom tilbage fra Låsby ved to-tiden om natten og tog hjem til den lejlighed i Gyvelparken på Isagervej, han gennem fire år havde delt med Else Marie. Hun var der ikke, men han kunne konstatere, at hun måtte have været forbi, siden de to sidst havde set hinanden. Else Marie havde skiftet tøj, og hun havde taget 500 kroner fra deres fælles kasse.

Retsmedicinerne kunne ikke fastslå en dødsårsag. Hundredvis af billeder taget under byfesten blev nøje gransket uden noget afgørende spor.

Efter tøjskiftet havde hun været iført røde bukser, en hvid bluse og en beige jakke samt halvlange støvler. Hun bar store hornbriller, hendes hår var lysblondt, og hun gik med en let ludende gang ifølge de efterlysninger, der senere blev sendt ud.

Hjemme i lejligheden steg kærestens bekymring som timerne gik. Om mandagen, 6. juli, gik han derfor til politiet for at melde Else Marie savnet. Hos politiet var ængstelsen dog ikke så stor. Hun var sikkert bare taget på eventyr, mente de. Hun skulle nok dukke op igen før eller siden.

Efterlyst i Radioavisen

Ikke desto mindre blev der torsdag 9. juli 1981 bragt en efterlysning af Else Marie i Radioavisen, og den følgende tirsdag skrev Ekstra Bladet om hendes forsvinden. 1. august lå Else Maries arbejdsløshedsunderstøttelse klar til udbetaling. Den blev ikke hævet.

6. august bragte Ekstra Bladet et interview med Else Maries mor. Hun var da bekymret for, at hendes datter havde været udsat for en forbrydelse.

“Det er grusomt. Men nu har jeg snart opgivet håbet. Jeg frygter, at min datter ligger død et eller andet sted,” udtalte moren til formiddagsbladet.

I den mellemliggende måned havde landet været grebet af en anden kriminalhistorie: Mordet på den 16-årige Kirsten Olsen, der var forsvundet på det nordlige Djursland 11. juli 1981 - nøjagtigt en uge efter, at Else Marie forsvandt.

Liget fundet

Om aftenen mandag 7. september 1981 befandt to drenge på vej til hundetræning sig i nærheden af en grusgrav på Mossøvej mellem Alken og Skanderborg, knap ti kilometer fra Ry. De gjorde en makaber opdagelse. På en skrænt ved grusgraven lå et næsten skeletteret lig. Politiet blev tilkaldt. En håndtaske lå i nærheden af liget. Det indeholdt effekter, der gjorde, at politiet ret tidligt følte sig sikre på, at de havde fundet Else Marie Salomonsens jordiske rester.

En mordefterforskning kunne nu gå i gang. Rigspolitichefens Rejsehold blev tilkaldt for at assistere med efterforskningen. Der blev appelleret til mulige vidner i dagspressen. Men morderen havde to måneders forspring. Og ud af de mange tusinde deltagere ved byfesten i Ry, var der blot to, der kunne huske, at de havde set Else Marie den aften.

Ingen dødsårsag fastslået

På trods af grundig gennemgang af grusgraven, hvor liget blev fundet, var der ingen eller kun få tekniske beviser. Retsmedicinerne kunne ikke fastslå en dødsårsag. Hundredvis af billeder taget under byfesten blev nøje gransket uden noget afgørende spor.

Sagen om drabet på Else Marie Salomonsen var kold, før den rigtigt gik i gang. Pressens interesse i sagen ebbede da også hurtigt ud. Retsmedicinske undersøgelser gjorde, at politiet kunne fastslå med 100 procents sikkerhed, at det fundne lig var Else Marie. Den nyhed blev bragt som note i Jyllands-Posten 11. september, fire dage efter fundet, og det var det sidste, avisen bragte om sagen i 1981.

Fornyet interesse

I 1982 var der lidt fornyet interesse, da en vesttysk mand, der ofte ferierede i Søhøjlandet, blev anholdt for at have voldtaget en kvinde i Silkeborg i efteråret 1981. En lille hold betjente fra Skanderborg Politi rejste til Hamborg for at afhøre manden om hans mulige involvering i drabet på Else Marie. Men manden havde et solidt alibi for 4. juli 1981, og han blev renset for mistanke.

Endnu en mulig mistænkt dukkede op i 1983, da en mand blev anholdt for mordet på Kirsten Olsen. Men heller ikke her viste der sig at være en forbindelse.

Og siden har sagen ligget stille. Måske sidder der nogen derude, der ved, hvad der skete med Else Marie Salomonsen den julinat for 37 år siden. Måske gør der ikke.

Illustration: Ole Møgelby

Drab i Skanderborg: Artiklen her er den tredje i en artikelserie om drab i Skanderborg. Den første artikel fortalte om de fem drab, der er begået de seneste 25 år i Skanderborg. Anden artikel handlede om Skanderborgs Rockermord. Denne artikel fokuserer på det uopklarede drab på Else Marie Salomonsen i juli 1981. Illustration: Ole Møgelby

Publiceret 29 January 2019 11:30