"Det er ikke tilfældigt, at Designmejeriet er placeret i et gammel mejeri. For andelstanken om, at man står stærkere, når man står sammen og løfter i fælles flok, rammer lige ind i det, vi gerne vil med Designmejeriet," siger Conny Ericon Andersen, indehaver af Designmejeriet

Visioner og udvikling:

Fællesskabet dyrkes igen i Stillings mejeri

Designmejeriet i Stilling har for alvor slået dørene op og er nu køreklar

Af
Claus Sonne

Engang var det ost og mælk, der blev 'designet' i mejeriet i Stilling. I dag rummer den smukt istandsatte bygning flere tiltag, der med navnet Designmejeriet som overskrift designer den måde, vi lever vores liv på. Eller måske snarere: Den måde, vi gerne vil leve vores liv på.

"Det er ikke tilfældigt, at Designmejeriet er placeret i et gammel mejeri. For andelstanken om, at man står stærkere, når man står sammen og løfter i fælles flok, rammer lige ind i det, vi gerne vil med Designmejeriet," forklarer Conny Ericon Andersen, indehaver af Designmejeriet.

Fokus på fællesskaber

Og hvad er Designmejeriet så for en størrelse? Svaret er: Mange ting, alle drevet af et ønske om at kreere fællesskaber gennem relationer.

Det kan handle om privatpersonen, som i mentorforløbet Flow-Design mødes to gange om måneden i en netværksgruppe og bliver bevidst om, hvordan man får mere af det, man gerne vil have i sit liv. Mental-, emotionel- og kommuikationsfitness, om man vil.

Det kan også handle om erhvervsvirksomheder, der kan anvende Designmejeriets unikke faciliteter til møde, kursus og eventafholdelse.

Eller om lederen, som både vil udvikle sig selv og/eller sin virksomhed. Her trækker Vision P Design i arbejdstøjet med sine mange års kompetencer, erfaringer og værktøjer.

"Det kan handle om at træne lederen i at stille skarpt på ressourcer, synlighed, rammer og struktur. Eller om at opbygge, styrke og vedligeholde de relationelle bånd mellem lederen og organisationen," forklarer Conny Ericon Andersen med et smil og tilføjer:

"Jeg tror, at vi, både privat og på jobbet, drives af udvikling. Vi skal bringe os selv og vores kompetencer i spil. Mange af os, og det gælder måske mest af alt den unge generation, bliver ikke udfordret nok i forhold til vores intelligenser. Og så skal vi arbejde meget mere sammen, så vi kan nå længere. Det kan lyde lidt frelst, men det er vi ikke. Vi er derimod tilhængere af bevidste valg."

Samtalekøkken og foredragscafé

Et samlende punkt i mejeriets hjerte er køkken-alrummet, der med plads til cirka 60 spisende både fungerer som forplejningskøkken ved møder, som base for firmaarrangementer i form af teamcooking og som café i hverdagen. Atmosfæren er personlig og indretningen udspringer af at være showroom for livsstilsbutikken hygge.dk.

De sidste måneder har torsdag aften været 'tøsede torsdage'. Et arrangement der bruges som løftestang for at fortælle om det, Designmejeriet kan og vil.

"Og så har vi været ude og stemme dørklokker hos det lokale erhvervsliv. Vi vil gerne gøre alle opmærksom på, hvordan Designmejeriet kan give det lokale erhvervsliv mulighed for at vækste i fællesskab med os - og sætte fokus på, at mejeriet igen byder på næring," siger Conny Ericon Andersen.

Husets andre lejere

I løbet af de seneste måneder er mejeriets andre etager også fyldt med lejere – både erhverv og i private lejligheder. Her huses en frisør, en massør, lokaleradioen, et marketingbureau - samt en forsikrings- og pensionsmægler på matriklen - flere er på vej. Igen et hus fyldt med produktiv liv.

"I Designmejeriet handler det også om firmafællesskaber – og det glæder os, at fire kursusudbydere allerede har lagt deres uddannelser for 2019 hos os," fortæller Conny Ericon Andersen.

Publiceret 28 December 2018 11:30