Præsteklumme:

Din og min vrede

Af
Af Peder Kjærsgaard Roulund

Skanderborg Sogn

Engang til et politisk møde slog en vred mand i bordet og sagde: ”Vi skal folkekirken til livs med alle dens præster, der er så homofobiske og kvindefjendske”.
Jeg fik aldrig sagt noget til ham, der var vred eller rettere sagt: Jeg fik aldrig sagt noget til hans åbne ansigt. Jeg sank bare tilbage i min stol og tænkte mit.
For den folkekirke, der angiveligt er så kvindefjendsk og homofobisk, tæller i dag i dens præstestand omkring 60 procent kvinder. I øvrigt vil cirka 75 procent af folkekirkens præster gerne vie homoseksuelle.
Alt det har jeg sagt til den vrede mand i taler, jeg har holdt i min fantasi.
Og i min fantasi har jeg fået ret hver eneste gang. Det har jeg også, når jeg har fortalt om mandens vredesudbrud til mine præstevenner.
Men hvad hjælper det? Jeg har aldrig konfronteret ham, der ønskede at komme af med folkekirken.
Hvis jeg havde gjort det, havde manden måske haft en kritik af folkekirkens måde at være kirke på. Denne kritik kunne måske være meget sund for mig som præst at høre.
På mange måder er tiden vred. Der er nogle mennesker, som er meget vrede på muslimer. Der er nogle muslimer, som er meget vrede på Vesten. Der er præster, som er vrede på ateister, og der er ateister, som er vrede på Folkekirken.
Og vreden trives godt. For tiden er ikke bare vred. Den er også delt. Vreden findes som regel i lukkede rum. Her er jeg vred på nogen, som sjældent kommer ind i mit vrede rum og sjældent får lov til at kommentere min vrede.
Vi har demokrati, og et eller andet sted er demokratiet vel kendetegnet ved, at magten sættes i rammer ved hjælp af samtalen.
Mens hvis tidens vrede trives i de lukkede rum, hvornår kan vi så tale sammen?
Var den vrede mand og jeg dog bare kommet til at tale sammen. Da havde vi måske sammen begrænset lidt af tidens vrede.
Lad os tale sammen på trods af uenighed!
Lad det være et nytårsfortsæt for 2018!
Godt nytår!

Publiceret 31 December 2017 08:00