Annette med ægtefællen, adm, direktør Jan C. Rathcke, den ældre generation Peer Christiansen samt Charlotte, hustru til bestyrelsesformand Mikkel Harken Salling, der ikke var nået frem til festen, da UgeBladet var på stedet.

Annette med ægtefællen, adm, direktør Jan C. Rathcke, den ældre generation Peer Christiansen samt Charlotte, hustru til bestyrelsesformand Mikkel Harken Salling, der ikke var nået frem til festen, da UgeBladet var på stedet.

Ambitiøse vækstmål og en rund dag

Familievirksomheden Natur-Drogeriet, hvis direktør netop er fyldt 50 år, satser nu på eksport for at vækste mere

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

En stigning i omsætningen fra de nuværende 50 millioner kroner til 100 millioner kroner i løbet af tre til fem år.

Sådan lyder ambitionen fra Natur-Drogeriet A/S formuleret af adm. direktør Jan C. Rathcke, der fyldte 50 år 14. december, hvor han blev behørigt fejret ved en reception i virksomheden på Nydamsvej i Hørning.

“Det er målet og planen, og det tror vi på,” lyder det fra Jan C. Rathcke.

Natur-Drogeriet A/S, der er en kendt og etableret virksomhed på hjemmemarkedet for kosttilskud og naturlægemidler i Danmark, satser blandt andet på øget eksport for at nå vækstmålet.

I den forbindelse er der allerede dialog med lande som Kina og Sydkorea, oplyser Jan C. Rathcke, der også opfatter interessen derfra som et skulderklap til firmaets produkter og kvalitet, netop fordi Kina og Sydkorea har stolte traditioner på områder som naturmedicin.
Den aktuelle satsning på eksport er en del af et generelt fokus i virksomheden på internationalisering, digitalisering, markedsføring og mere ensartethed i produktion.

“Den internationale konkurrence i dag gør, at man skal være skarpere på produktion og kvalitet. Vi er allerede kendte i Danmark for høj kvalitet, og vi får også henvendelser fra udlandet, men vi er også nødt til at være skarpe på pris, brand, markedsføring og være mere proaktive på eksportmarkeder. Det er her, vi lægger vores fokus nu og i de kommende år,” forklarer Jan C. Rathcke.

Natur-Drogeriet, der beskæftiger 43 medarbejdere, er en familievirksomhed. Det var iværksætteren Peer Christiansen og hustruen Jonna, der overtog virksomheden i 1976 og gav den navnet Natur-Drogeriet.

Jonna og Peer, der har bragt virksomheden frem til dens solide position i dag, generationsskiftede i juni 2015 til døtrene Annette og Charlotte og deres respektive mænd, Jan og Mikkel. Og mens Jan er adm. direktør, så er svoger Mikkel med efternavnet Harken Salling bestyrelsesformand.

Lige nu er det faktisk 25 år siden, Jan C. Rathcke blev ansat i Natur-Drogeriet. Det er dog ikke jubilæum, fordi Jan tog en afstikker på fem år som regnskabschef i Urtekram i Mariager, da han havde fundet sammen med Annette.

Den adm. direktør Jan C. Rathcke vil godt være med til at betegne den nye generations fokusområder som en slags professionalisering af Natur-Drogeriet.

“Det er der ingen tvivl om. Peer og Jonna har gjort det godt. Men det kan vi ikke kopiere. Vi kan gøre noget andet som eksempelvis at være mere hårde i filten og lade et produkt udgå, hvis markedet ikke tager imod det,” siger Jan C. Rathcke.

Den nye generation i Hørning-virksomheden har dog det til fælles med den gamle, at de begge drives af ønsket om at gøre en forskel for mennesker - både kunder og de ansatte i virksomheden.

Og selv om Jan C. Rathcke oprindelig er uddannet økonom fra Handelshøjskolen, så har han fundet rette hylde.

“Ja, jeg har fundet mit kald,” siger adm. direktør Jan C. Rathcke.

Natur-Drogeriet A/S i Hørning vil fordoble omsætningen til 100 millioner kr. ved blandt andet at satse på eksport. Der var mange gæster ved festen. Foto: Boll-

Natur-Drogeriet A/S i Hørning vil fordoble omsætningen til 100 millioner kr. ved blandt andet at satse på eksport. Der var mange gæster ved festen. Foto: Boll-

Publiceret 19 December 2017 11:45