Linda Ginnerup Møller ville lave noget børnesikret julepynt. Det blev til en hæklet nissefamilie, der nu er udkommet i bogform som julekalender. Siden dette billede er der kommet endnu en nisse til familien.

Linda Ginnerup Møller ville lave noget børnesikret julepynt. Det blev til en hæklet nissefamilie, der nu er udkommet i bogform som julekalender. Siden dette billede er der kommet endnu en nisse til familien.

Iværksætter:

Hæklende nissemor for egen risiko

Linda Ginnerup Møller fra Ry havde succes på nettet med historier om hæklede nisser - nu udkommer de i bogform som julekalender

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

Der var vel egentlig i forvejen nok at se til for Linda Ginnerup Møller som hjemmegående mor til Morgan på 5 år, Linea på 2 og lillebror Tristan på snart 1 år ude på Kielsgårdsvej ved Ry, hvor familien bor på en otte tønder land stor landejendom.
 
Men på det seneste er det blevet lidt mere hektisk, fordi der nu er seks nye, små spilopmagere at holde styr på.

En hel nissefamilie

Den ekstra travlhed på gården er helt selvforskyldt, for Linda Ginnerup Møller har nemlig selv opfundet Oliver, Olivia, Niels, Sofie, Joachim og Karen, der alle tilhører den samme familie af hæklede nisser.
 
Nisserne har ikke bare fået liv med hver hver sit navn, men nu også ved at indgå i 24 små julehistorier, som Linda Ginnerup Møller er forfatter til, og som netop er udgivet i bogform som julekalender.
 
“Med små pilfingre i huset, så begyndte det egentlig med, at jeg ville lave noget julepynt, som ikke kunne gå i stykker,” griner Linda Ginnerup Møller.
 
Hun hæklede derfor en nisse ud af eget hoved. Det blev til nissen Oliver. Linda lagde et foto af Oliver og en lille historie om, hvordan han pludselig var dukket op, ud som opslag på en side for hæklede ting på facebook.
 
“Folk var vilde med både nissen og historien,” husker Linda.
 
Hurtigt gik Linda i gang med at hækle en nissepige til Oliver. Og hun skrev hver dag opdateringer på facebook med små historier om, hvordan Oliver ventede utålmodigt på Olivia, som nissepigen skulle hedde.
 
Det var tydeligt, at fok kunne lide konceptet med de hæklede nisser og de små tilhørende historier. Successen fortsatte med, at Linda fik lavet sin egen side på facebook, hvor man kunne følge nisserne.
 
“Jeg udviklede siden fire nisser, og jeg har solgt en pæn del hækleopskrifter,” siger Linda Ginnerup Møller.
Siden fik hurtigt mange følgere, der opfordrede Linda til at skrive en julekalender.
 
“Jul er for mig en klassisk nissejul. Jeg har søgt tilbage til det gamle. Min målgruppe er mindre børn, og det er hyggelige fortællinger med dyr og besøg hos andre nisser. 24 små historier med sjov og ballade, der bygger op til den store finale” forklarer Linda Ginnerup Møller.

Her har vi den hæklede nissefamilie. Det begyndte med Oliver og Olivia. Siden kom onkel Niels, Sofie, Joachim og Karen til.

Her har vi den hæklede nissefamilie. Det begyndte med Oliver og Olivia. Siden kom onkel Niels, Sofie, Joachim og Karen til.

Nisse i et tidligere liv

Linda har haft nemt ved både at hækle og skrive historierne.
 
“Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Måske har jeg været nisse i et tidligere liv og derfor haft nemt ved at se det hele for mig, “ siger hun,
 
Julekalenderen er udkommet i bogform, og der er udviklet en webshop, hvor både bog og hækleopskrifter findes. Det hele sker for egen regning og risiko.
 
“Jo, det er jo lidt af en udskrivning for os i og med, at jeg ikke har nogen indtægt. Det er mit lille projekt, men jeg tror på det,” siger Linda Ginnerup Møller.
 
Den nybagte nissemor og forfatter har allerede ideer til nye historier og figurer til efter jul, hvis bogen bliver en succes.
 
Bogen Oliver og Olivias jul kan købes hos SuperBrugsen i Ry og på www.lindaginnerup.dk

Publiceret 01 December 2017 11:45