Ole Vestergaard blev i december sidste år hædret med Årets Handicappris 2016, som han modtog for sin store indsats som tidligere leder af botilbuddet Solsikken i Voerladegård og Bostederne Skanderborg.

Ole Vestergaard blev i december sidste år hædret med Årets Handicappris 2016, som han modtog for sin store indsats som tidligere leder af botilbuddet Solsikken i Voerladegård og Bostederne Skanderborg.

Mindeord over Ole Grooss Vestergaard

Det var med stor sorg, vi erfarede, at vi har mistet vores formand Ole Grooss Vestergaard til den sygdom, som vi i fællesskab hver dag forsøger at bekæmpe. Ole døde den 15. november efter en lang og svær kamp mod kræften.
 
Ole var meget engageret og dedikeret i forhold til opgaven med at skabe gode rammer og tilbud til kræftramte og pårørende i Skanderborg Kommune. Han ikke blot forblev i bestyrelsen til det sidste, men han arbejdede aktivt for kræftsagen indtil ganske kort før sin død.
 
I sin relativt korte tid som formand for lokalforeningen formåede Ole ikke blot at fastholde og forbedre rammerne for de eksisterende aktiviteter for kræftramte i kommunen.
 
Han lykkedes også med at få opstartet nye. Et hjertebarn for ham var etablering af 'Kræftkarle', som er en gruppe for kræftramte mænd, og han var selv medlem af gruppen.
 
Læs også: Kræftkarle udsætter ikke noget til i morgen
 
Et af hans sidste store initiativer var skabelse af mentorordningen “Menneske til menneske”. Mentorordningen skal give nydiagnosticerede kræftpatienter mulighed for at få en erfaren og uddannet mentor at støtte sig til i den første svære tid.
 
Læs også: Kræftramte vil hjælpe andre kræftramte
 
Ole var meget åben om sin sygdom, men har var samtidig i høj grad opmærksom på, hvordan den påvirkede de nærmeste omkring ham. Derfor blev han i den sidste tid meget engageret i skabelse af gode forhold for pårørende til kræftramte. Oles kone Jette og den øvrige familie, som han så gerne ville passe på, er også i vores tanker.
 
Ole greb stafetten og førte den flot videre, da han blev formand for lokalforeningen. Nu er det vores opgave at gribe den og forsøge at føre den videre med Oles engagement og i hans ånd. Med Ole som forbillede vil vi gøre vores bedste.
 
Ole, tak for din store indsats og dine menneskelige egenskaber. Vi vil altid huske dig.
Kræftens Bekæmpelse, Skanderborg Lokalforening

Publiceret 01 December 2017 13:00