Madklubbens håb er, at disse farverige klude vil erstatte skolens nuværende brug af mikroplast-karklude. Privatfoto

Madklubbens håb er, at disse farverige klude vil erstatte skolens nuværende brug af mikroplast-karklude. Privatfoto

Miljøbevidst madklub hækler bæredygtige karklude til Højboskolen

Hørning Madklub har gjort Højboskolens køkken mere miljøvenligt med 75 hæklede og strikkede karklude

Hørning Madklub overrakte i onsdags Højboskolens skolekøkken hele 75 flotte bomuldskarklude strikket og hæklet af frivillige damer fra lokalområdet.
“Ideen opstod, da vi uge efter uge havde iagttaget, hvordan de gule, lyserøde og blå mikroplast-karklude blev slidt tyndere og tyndere i skolekøkkenets vaskemaskine,” fortæller projektleder for Hørning Madklub Jette Boye Petersen – og så var der ikke langt fra idé til handling.
I et opslag på Facebook-gruppen 'Borgere i Hørning' efterlystes garn og håndarbejdskyndige, der ville støtte den gode sag ved at hækle eller strikke. Hen over sommeren er det blevet til adskillige farverige og miljørigtige klude, alle produceret af bomulds-garnrester doneret af private.
Superbrugsen, Grønttorvet, Urtelauget og Guldbageren i Hørning donerer hver uge såkaldte datovarer, som frivillige fra foreningen Hørning Madklub står for at indsamle.
Madvarerne bliver forvandlet til lækker mad i Højboskolens skolekøkken og et fælles måltid nydes. Også Lions Hørning har begavet Hørning Madklub – først med 5000 kr., så en række af medlemmerne kunne tage hygiejnebevis, siden med et brugt køleskab.

Publiceret 01 November 2017 22:00