Kirkeklummen:

Ordets blomsterbed!

Af
Af Lise Palstrøm

sognepræst i Veng og Mesing Sogn

Højskolemanden, forfatteren og salmedigteren Jens Rosendal, fællessangens grand old man, som gæster Skanderborg i denne uge, digtede for over fyrre år siden om skabelse.
Salmen hedder ”Du, som ud af intet skabte” og er på én gang en tak og en bøn. En tak for skaberværkets lys, liv og herlighed og en bøn om tro, håb og kærlighed. En tak for kirkerummenes sang om paradis og fred – og for at det hele gror af ordets blomsterbed.
Ordets blomsterbed! Det udtryk danner et væld af billeder indeni, for det får mig til at tænke på alle de mange fortællinger, hvor Jesus i Bibelen synger mennesker op til meget mere, end vi kan sige os selv, og samtidig skaber det billeder på nethinden af en blomsterfrodighed af paradisiske dimensioner.
Sådan kan det også af og til føles, når man kommer i kirken. Måske ens egen lokale sognekirke, som er noget helt særligt i kraft af tilhørsforhold, slægternes spor og levet liv. Måske en tilfældig, fremmed kirke, der uden videre åbner evigheden for én i samme øjeblik, man træder ind.
En helt særlig blanding af ro, skønhed, højtid og hjemlighed er det bedste, når man kommer ind i en fremmed kirke. Hvis man kan se og fornemme, at menigheden det pågældende sted holder og holder af deres kirke, så er det ekstra godt. Og hvis man allerede i våbenhuset bliver budt velkommen af en buket lokale grøftekants- eller haveblomster, kan det ikke blive meget bedre. Sådan er det for mig.
Det er, som om kirkebygningen emmer af ånd, der bærer kirkens budskab tydeligt frem og opliver mig. En bæredygtighed for både mig og alle andre i rummet, som giver lyst og mod til både at være og gøre – og sige tak til.
Bæredygtig er et ord, der bruges og misbruges flittigt i disse år. Alligevel er det et godt ord, der kan indgyde håb og livsmod. Håb om, at vi skabninger kan bruge og nyde skaberværkets gaver uden at ødelægge for meget, og livsmod til at dele, værne og glædes ved livet.
Ordene lyder nemt så store, men er i virkeligheden meget jordnære og taknemmelige eftertanker, som går godt i spænd med både de globale verdensmål og de mere private hverdagsmål – og også kirkens forkyndelse af 'Ordets blomsterbed', der vælder med liv, sandhed og nåde. Bæredygtigt, grønt og frodigt midt i skabelsestiden.
Du, som ud af intet skaber
tro og håb og kærlighed,
paradiset, som vi taber,
gror af ordets blomsterbed,
byder her den gode fred,
som kun kærligheden ved.
Jens Rosendal 1973.
Den Danske Salmebog 330 v. 4.

Publiceret 01 October 2017 11:45