Selve Berlinmurens historie er blandt andet fortalt i Jakob Floryans ’Muren der faldt’ og i Frederick Taylors ’Berlinmuren’.. Pressebillede

Selve Berlinmurens historie er blandt andet fortalt i Jakob Floryans ’Muren der faldt’ og i Frederick Taylors ’Berlinmuren’.. Pressebillede

Biblioteksklummen:

Det delte Tyskland, der engang var

Flere bøger fortæller om tiden før Muren faldt og om menneskeskæbner, der var brikker og aktører i det store spil.

Af
Af Jørgen Bartholdy

bibliotekschef Skanderborg Kommune.

MUREN Når vi i dag tager en hurtig smuttur til Berlin, har vi næsten glemt, at den del af verden så helt anderledes ud for 30 år siden.
I fyrre år var Tyskland delt i to, og vi, der voksede op i den virkelighed, forestillede os ikke, at det kunne blive anderledes.
Hvor Vesttyskland var landet der flød med billige smøger og karameller, var Østtyskland en trist affære.
Der var ingen lysreklamer, tøjet var sært gammeldags, og de biler de kørte i, var uden varmeapparat, men med plæneklippermotor og et smart karosseri i lakeret pap.
Ingen, selv ikke fra den yderste venstrefløj, ønskede at flytte til arbejder- og bondeparadiset. Det var simpelthen for kikset.
Og DDR var da også en underlig blanding af småborgerlighed og revolutionær patos.
En fantastisk sportsnation som nedbrød sine atleter.
En ansvarlig velfærdsstat, som sikrede alle arbejde til en løn, ingen kunne bruge til noget.
En retsstat, som overvågede alle.
Et land, som lukkede sig inde bag historiens tætteste hegn for at holde sine borgere fra at flygte fra alle herlighederne.
 

Bøger om tiden

DDR var anderledes, og efter murens fald og åbningen af de mange arkiver, er det for alvor gået op for os, hvor anderledes det var.
Skulle man være ved at glemme det, er der i de seneste år kommet en række bøger om landet og de brydninger, der var i og omkring det.
Helt overordnet kan man læse en kort introduktion til landet og perioden i 'Berlin og den kolde krig - set med danske øjne'.
Selve Berlinmurens historie er fortalt af flere, for eksempel af Frederick Taylor i 'Berlinmuren – en delt verden 1961-1989', og af Jan Jakob Floryan i 'Muren der faldt'.
Flugtforsøgene har journalisten Jesper Clemmensen taget sig af. Først i 'Flugtrute Østersøen', der kom for et par år siden og derefter i 'Skyggemand. Flugthjælper i den kolde krigs Berlin', som har en tysk ingeniør, der siden fik et langt liv i Danmark, som titelperson.

Historien om Vera og hendes danske mand Knud afdækker et at de mere bizarre sider af livet bag Muren. Pressebillede

Historien om Vera og hendes danske mand Knud afdækker et at de mere bizarre sider af livet bag Muren. Pressebillede

Spion mod sin hustru

I den mere bizarre ende finder vi Mikael Buschs 'Vera og Knud'.
Bogen fortæller historien om det unge par, den aktive dessident, Vera, og hendes mand, danske Knud, og om hvordan det gik, da hun efter murens fald opdagede, at han gennem mange år havde udspioneret hende som agent for Stasi.

Dem, der forblev tro

Vil man tættere på de sære mennesker, der fastholdt en aldrig vaklende tro på stalinismen som menneskehedens frelse, kan man læse den netop udkomne bog om Carl Madsen, 'Den folkekære stalinist' som fortæller historien om den kendte, begavede, humørrige advokat, som fastholdt sin tro på Stalin og DDRs fortræffeligheder så længe, at det til slut blev for meget selv for DKPs centralkomité, som endte med at ekskludere ham kort før hans død.

Publiceret 30 September 2017 11:45