Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen vartorsdag i Ry for at snakke om psykisk sygdom og arbejdsmarkedet. Foto: Ole Nissen

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen vartorsdag i Ry for at snakke om psykisk sygdom og arbejdsmarkedet. Foto: Ole Nissen

Beskæftigelsesministeren roste Skanderborg Kommune

@Byline.emne:POLitik RY Mens Christiansborg torsdag mest var optaget af den kommende Finanslov, havde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen torsdag valgt at besøge erhvervsnetværket Fremtidsforum Skanderborg til en god debat om rummeligt arbejdsmarked. Omkring 100 lokale erhvervsfolk, politikere og fagforeningsfolk var mødt op på Ry-virksomheden Inox for at sætte fokus på udfordringen med at få flere psykisk sårbare i job og uddannelse. Tendensen er desværre, at flere og flere mennesker lider af psykiske sygdomme eller har ondt i livet og mange har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. I 2015 var blot 28 procent af personer med en psykisk lidelse i job eller under uddannelse på landsplan. Men nu, hvor hjulene for alvor er kommet i gang, og landet er inde i en højkonjunktur, er det tid til også at hjælpe psykisk sårbare ind på arbejdsmarkedet, var beskæftigelsesministerens budskab blandt andet. “Den økonomiske fremgang vi er inde i, må ikke blive en sovepude. Vi skal udnytte den til at få flere i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse. Jeg har ikke den endelige løsning, for det kræver en individuel tilgang, hvor man i den enkelte kommune må tage udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer og evner. Jeg tror, der er et tabu, der skal nedbrydes. Det er vigtigt, at vi tager hul på at diskutere emnet i offentligheden, og at kommunerne eksempelvis gør mere for at lære af hinanden,” sagde Troels Lund Poulsen. Beskæftigelsesministeren roste indsatsen i Skanderborg Kommune ikke mindst den virksomhedsrettede indsats og samarbejdet med lokale virksomheder, hvor Skanderborg gør det bedst af alle kommuner. Ifølge Troels Lund Poulsen er den indsats vejen frem i forhold til også at hjælpe psykisk sårbare ind på arbejdsmarkedet. Borgmester Jørgen Gaarde kvitterede i sit indlæg for den indsats, som mange lokale virksomheder allerede gør på området for at få flere sårbare i job. “Vi kan ikke vende udviklingen i en hurtig vending, men i fællesskab kan vi skabe nogle rammer, som i endnu højere grad inkluderer den gruppe på arbejdsmarkedet. Mange virksomheder i Skanderborg Kommune har en social profil, og er med til at løfte en stor opgave. Det er oplagt, at vi bruger deres erfaringer som inspiration og springbræt til at finde nye løsninger,” sagde borgmester Jørgen Gaarde (S).

Om Fremtidsforum Skanderborg

Fremtidsforum Skanderborg er et netværk for beslutningstagere fra lokale virksomheder, fagbevægelse, uddannelsesinstitutioner, kommunen og politikere. Målet er at finde nye løsninger på morgendagens udfordringer, og midlet er networking, debatter med fut i, samt oplæg fra anerkendte foredragsholdere. Netværket mødes to gange årligt, og typisk er en lokal arbejdsplads vært ved arrangementet.

Publiceret 01 September 2017 15:00