Unge frivillige fra HK Østjyllands Jobpatrulje var onsdag i Skanderborg for at tjekke arbejdsforholdene for ungarbejdere. Pressefoto

Unge frivillige fra HK Østjyllands Jobpatrulje var onsdag i Skanderborg for at tjekke arbejdsforholdene for ungarbejdere. Pressefoto

Jobpatruljen finkæmmede Skanderborg:

Chefen er sur og de unge løfter stadig for meget

De fleste steder behandles de unge ok, men især tunge løft samt sure chefer og besværlige kunder kan være en udfordring

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Kender de deres rettigheder og bliver de behandlet ordentlig. Det er udgangspunktet, når 12 unge frivillige fra HK Østjyllands Jobpatrulje gennemtrawler sommerlandet på udkig efter ungarbejdere.
 
Onsdag i sidste uge nåede patruljen til Skanderborg, hvor de efter et kort morgenmøde hos 3F Søhøjlandet og en snak med de lokale fagforeningsfolk var klar til at gå i aktion.
 
“Jeg tror godt, jeg tør sige, at vi har været om ved så godt som alle butikker, kiosker, restauranter og forlystelser i Skanderborg Kommune,” siger koordinator for jobpatruljen, Dennis Frandsen fra HK Østjylland.
 
“Vi har været på mange forskellige typer af virksomheder og som udgangspunkt ser det fornuftigt ud i Skanderborg. Der er dog nogle sager, vi skal ud og følge op på senere,” konstaterer han.
 
“Vi kan blandt andet se, at der er nogle udfordringer omkring arbejdsmiljø, hvor nogle stykker har arbejdet med alt for stærke rengøringsmidler, som unge under 18 år ikke må arbejde med.”

Tunge løft er et problem

Et andet gennemgående problem handler om løft. Er man under 18 år, må man højst løfte 12 kilo ad gangen. Det betyder blandt andet, at man skal være fyldt 18 år, før man må løfte en ølkasse med fyldte flasker.
 
“Der er flere sager, hvor vi kunne konstatere, at de unge løfter mere end de må. Det er dog ikke altid deres arbejdsgivers skyld. Nogle gange løfter de unge for eksempel mere end det tilladte, fordi de gerne vil være hurtigt færdig,” forklarer Dennis Frandsen.
 
“Der går vi i skarp dialog med de unge, og fortæller dem, hvorfor reglerne er som de er, og spørger ind til, hvorfor de løfter mere, end de må, så vi kan få pejlet os ind på, hvad der ligger bag.”
 
Mange unge bliver overraskede over, at de ikke må løfte mere, og nogen tager det heller ikke helt alvorligt, oplever Jobpatruljen. Men grænsen er sat ved de 12 kilo af hensyn til de unge, fordi deres rygge ikke er færdigudviklet, og de derfor kan få varige skader, hvis de løfter mere.

lille højre

lille højre

Sur chef truer de unge

Det groveste eksempel på en ungarbejder i en utryg jobsituation mødte jobpatruljen i en butik tilhørende en større kæde.
 
“Her var der et unge menneske, der føler sig meget utryg, fordi chefen ofte skælder ud. Vedkommende har ofte den oplevelse, at chefen er sur og nedladende. Den unge er også flere gange blevet truet med en fyring. Det er nok det mest grelle, vi har oplevet i år, og det er helt klart en sag, vi vil gå ind i,” fortæller Dennis Frandsen.
 
“Det er bestemt ikke meningen, man skal true en under 18 år med fyring. Det er de unges første møde med arbejdsmarkedet, så det er klart, de skal behandles ordentligt. Vi kender kæden og har været i flere af de øvrige butikker, og det er bestemt ikke typisk for kæden, tværtimod. Men her er tale om en chef med en virkelig dårlig stil. Chefen blev også sur over, at vi overhovedet dukkede op.”

Aldrig alene med kunder

Men det er ikke kun sure chefer, der gør de unge utrygge. Sure kunder er heller ikke sjove.
 
“Vi har talt med et par stykker, der har haft oplevelser med kunder, som har gjort dem utryg. Det er noget, vi er meget opmærksomme på. Det er vigtigt, der altid er en tilstede over 18 år, som kan træde til og tage sig af den slags situationer,”understreger Dennis Frandsen, og fortæller om en ungarbejder, jobpatruljen mødte i Skanderborg, som havde haft en meget grim oplevelse med en fuld kunde.
 
“En ung pige fortalte os om et optrin, hvor en meget hidsig og beruset kunde ikke ville betale for en vare og i stedet overfusede hende. Pigen blev meget nervøs, men havde ikke nogen at bede om hjælp. Og det er bare absolut ikke i orden. En pige på 16 år skal ikke stå og diskutere med en kunde om, hvorvidt vedkommende skal betale for en vare. Der skal være en voksen til at tage den dialog. Det er en episode, vi ser alvorligt på.”
 
Inden jobpatruljen kom til Skanderborg, havde den fået flere adviseringer fra lokale forældre til unge i fritidsjob.
 
“Det drejer sig om unge, der arbejder på restauranter. Forældrene er bekymrede, fordi de har hørt noget om, at unge ikke må være i lokaler, hvor der serveres alkohol,” oplyser dennis Frandsen.
 
“Vi har været ude og kigge på det, men kan berolige forældrene med, at den lov er lavet om nu. Hvis en beværtnings primære formål er at sælge mad, så må de unge gerne være i lokalet. I praksis betyder det, at er en ung for eksempel ansat i Jensens Bøfhus, så må de godt servere en øl til maden,” forklarer han.
Læs mere om regler og rettigheder for unge i fritidsjob på www.jobpatruljen.dk/regler/er-du-13-15-aar/

null

Publiceret 18 July 2017 12:00