Skanderborgenser i spidsen for turismen i Horsens og Odder

36-årige Helle Berthold Christensen fra Skanderborg skal fremover stå i spidsen for turismeselskabet Kystlandet, der er et turismesamarbejde mellem Horsens og Odder Kommune. Helle Berthold Christensen er ansat som ny turistchef fra den 1. maj, oplyser turismeselskabet i en pressemeddelelse.
 
“Kystlandet er i år blevet styrket yderligere ved, at flere turismeaktører i Horsens Kommune er kommet med. En vigtig opgave for den nye turistchef er at koordinere og samle de mange tiltag i en stærk organisation. Her har vi vurderet, at Helle Berthold Christensen er den helt rigtige. Hun har en bred erfaring inden for kommunikation, forretningsudvikling og personaleledelse, og hun kan skabe vækst og fremgang inden for turismeerhvervet i vores kommuner,” siger Karsten Geertsen, der er bestyrelsesformand for Kystlandet.
 
Helle Berthold Christensen er valgt blandt et felt på 28 kandidater. Hun har senest arbejdet i Give Goodwind med opgaver inden for blandt andet kommunikation, marketing, branding, HR og administration.
 
Helle er uddannet cand. mag i historie og nordisk sprog & litteratur fra Aarhus Universitet i 2007 og har senere taget en HR-uddannelse på Erhvervsakademiet i Aarhus. Hun er født og opvokset i Odder og bor i dag i Skanderborg sammen med sin kæreste og deres to drenge på 9 og 12 år. Helle er desuden engageret i frivilligt arbejde og har siddet i flere forskellige bestyrelser.
 

“Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang og bygge videre på det gode samarbejde, der er skabt, og være med til at skabe yderligere vækst og udvikling inden for turismeerhvervet. Stillingen som turistchef er for mig et drømmejob, fordi jeg her får lov til at kombinere min faglige kompetencer med mine personlige interesser. Jeg elsker selv at rejse, og jeg ved, hvilken værdi gode oplevelser og minder har. Vi skal skabe betydningsfulde minder for vores gæster, så de kommer igen og samtidig tager herfra som gode ambassadører for området. Det, vi i Kystlandet laver, skal skabe værdi for såvel vores gæster som samarbejdspartnere,” siger Helle Berthold Christensen.
 
Helle Berthold Christensen tiltræder stillingen, efter at den tidligere direktør Thomas Klostergaard blev ansat som direktør for Hjejlen A/S.



Kystlandet er et fælles turismeselskab for Odder og Horsens, som er etableret for at skabe merværdi for både gæster og erhverv. Selskabet står blandt andet for markedsføring og udvikling af VisitHorsens og VisitOdder med fokus på at skabe synergi mellem områderne og aktører i områderne.

Publiceret 05 May 2017 08:00