For Sif var tiden på Skanderborg Hørning Produktionsskole godt givet ud. Det blev et springbræt til ønskeuddannelsen som pædagog. Foto: Katrine Bonde

For Sif var tiden på Skanderborg Hørning Produktionsskole godt givet ud. Det blev et springbræt til ønskeuddannelsen som pædagog. Foto: Katrine Bonde

Produktionsskolen var min redning - Nu er jeg lige der, hvor jeg ønsker at være….

Sif brugte Skanderborg Hørning Produktionsskole som et springbræt videre i livet. Den viden vil hun gerne give videre til andre skoletrætte unge

Da Sif forlod folkeskolen, var hun godt og grundigt skoletræt, og det eneste hun vidste var, at hun ikke ville gå i skole mere. Sif havde ikke nogen ide om, hvilken vej hun gerne ville gå rent uddannelsesmæssigt, og derfor faldt valget på Skanderborg Hørning Produktionsskole.
 
Hun startede på det Kreative værksted – som er det ene af skolens 10 værksteder. Her fik hun lov til at være kreativ og slap helt for bøgerne og alt det, hun var blevet træt af.
 
I samarbejde med de andre elever på værkstedet løste hun mange forskellige opgaver, som virksomheder i lokalområdet havde bestilt. Specielt en opgave tænker hun tilbage på med stolthed:
 
”Jeg er selv vild med tyl og derfor fik jeg ideen til, at vi skulle sy tyl skørter til vores bod på Smukfest, hvor de skulle sælges. Det var rigtig mange tyl skørter, der skulle syes og vi fik lavet en lille produktionslinje. Der var en som tegnede mønster, en anden klippede, en tredje syede, en fjerde foldede og pakkede de færdige skørter. Sammen fik vi løst opgaven, og det år var der rigtig mange, der rendte rundt i tyl skørter, vi havde syet, på festivalen,” fortæller hun i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
 
Det, at indgå i et team, som hun gjorde på produktionsskolen, hvor man er afhængig af hinanden for at få løst opgaven, har lært Sif rigtig meget. Specielt når hun kigger i bakspejlet, kan hun i dag se og mærke, hvor vigtigt det er, at lære at indgå og begå sig i et team og samarbejde for at få dagens opgaver løst.
 
På produktionsskolen fandt Sif ud af, at der var noget hun var dygtig til, og det gav hende mod på at søge videre på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet i Charlottenlund. I dag arbejder hun som pædagog i en vuggestue.
 
"Jeg er glad for, at jeg valgte et år på produktionsskolen. Jeg var nok en af de unge, som var i fare for at blive tabt i uddannelsessystemet, fordi jeg var ekstremt skoletræt og havde mistet troen på mig selv og mine evner. Heldigvis fandt jeg dem igen, og i dag er jeg der, hvor jeg ønsker at være," understreger hun.
 
"Derfor er mit råd til andre unge skoletrætte, der gerne vil bruge deres hænder, at de skal tage på produktionsskole. Der er mange forskellige værksteder, og du må gerne skifte imellem værkstederne, så du finder det, du brænder mest for."
 
-bo

null

Publiceret 04 May 2017 12:00