Den lange håndgravede grav i forgrunden er noget af en gåde for arkæologerne. Foto: Grethe Bo Madsen

Den lange håndgravede grav i forgrunden er noget af en gåde for arkæologerne. Foto: Grethe Bo Madsen

Øv - Grav er ikke fra vikingetiden alligevel

Det, arkæologerne siden 2012 har troet, var en kammergrav, har vist sig at være fra nyere tid

Af
Af Grethe Bo Madsen

Vikingen fra Fregerslev fik ikke selskab i det hinsides af andre personer gravlagt i det, arkæologerne siden 2012 har troet, var en otte meter lang kammergrav. 
 
Graven ved siden af vikingens egen spektakulære ryttergrav har nemlig vist sig nu at være af nyere dato - faktisk meget ny.
 
"Ja, det er ikke  helt det, vi troede, for da vi for et par dage siden begyndte at udgrave det, vi troede var kammergraven, så måtte vi konstatere, at den grav ikke er mere end 100-150 år gammel. Vi har blandt andet fundet en knap af nyere dato sammen med glaseret tegl og en kridtpibe, og det har jo ikke meget med vikinger at gøre," smiler Merethe Schifter Bagge fra Museum Skanderborg.
 
"Vi kan fastslå, at det er en håndgravet grav på knap otte meter i længden og knap tre meter bred og cirka 60 centimeter dyb. Umiddelbart ser den ud til at være gravet cirka 20 centimeter øst for ryttergraven. Den har ikke ramt ind i ryttergravens væg. Og så er den fuld af store sten især i den ene ende," fortæller hun. 
 
Og det er noget af en gåde for arkæologerne, hvad graven har været brugt til.
 
"Det er besynderligt, at den ligger lige op ad ryttergraven, og det giver jo anledning til at overveje, om ryttergraven måske har været synlig i 1800-tallet. Og de store sten rejser også nogle spørgsmål. Har man måske lavet graven for at slippe af med de store sten ovenpå ryttergraven? Kan det måske være bondemanden, der ville have bedre mulighed for at dyrke marken, der har fået lavet graven? Og endelig er der også den mulighed, at der har været en anden kammergrav, som er blevet plyndret," gætter Merthe Schifter Bagge.
 
For at være helt sikker på, at det sidste ikke er tilfældet, leder arkæologerne videre i hele anlægget for at sikre sig at der ikke gemmer sig rester af en anden kammergrav eller genstande fra selve ryttergraven.
 

null

Publiceret 04 May 2017 13:00