Kamstrup-direktør forlader posten af helbredsmæssige årsager

Per Asmussen fratræder af helbredsmæssige grunde stillingen som administrerende direktør i Kamstrup. Siden han i 2014 blev påkørt har Per Asmussen været plaget af nakkesmerter og hovedpine, der forhindrer ham i at arbejde på fuld tid. Per Asmussen fortsætter i jobbet indtil en efterfølger er fundet.


Per Asmussen har været direktør for Kamstrup siden 2007 og har stået i spidsen for elektronikvirksomheden i en lang periode med høj vækst.
 
”Det er med stor beklagelse, at Per Asmussen af helbredsmæssige årsager må stoppe i Kamstrup. Det er lykkedes Kamstrup under Per Asmussens dygtige ledelse mere end at fordoble omsætningen og mere end 4-doble indtjeningen,” siger Kamstrup's bestyrelsesformand Jørgen Wisborg.
 
“Per Asmussen har satset kraftigt på produktudvikling, og Kamstrup står derfor meget stærkt i konkurrencen og har desuden en meget spændende pipeline af nye produkter på vej.”
 
Ifølge Jørgen Wisborg betyder det, at Kamstrup er gearet til at tage markedsandele og fortsætte den kraftige vækst. Første kvartal i år tegner til at blive det bedste kvartal i Kamstrups historie.
 
”Kamstrup står for foden af en spændende udvikling med nye teknologier, der kan give forsyningsselskaberne muligheder for at optimere deres forretning baseret på faktuel og aktuel information. Jeg ser en lys fremtid for Kamstrup og er sikker på, at min efterfølger får det mest spændende job i Danmark,” tilføjer Per Asmussen.
 
Bestyrelsen vil nu i samarbejde med Steen Gerhardt Executive Services indlede en søgning efter en afløser for Per Asmussen.

null

Publiceret 29 March 2017 08:00