Birte M. Andersen stiller op som folketingskandidat for Venstre i Horsenskredsen.

Birte M. Andersen stiller op som folketingskandidat for Venstre i Horsenskredsen.

Birte Andersen på vej som folketingskandidat

Venstre-medlem af byrådet i Skanderborg siger ja til kandidatur

Venstres kandidatbestyrelse i Horsens Kredsen foreslår Birte M. Andersen, 57 år og medlem af Skanderborg Byråd, som folketingskandidat i Horsens kredsen.
Birte Andersen er tillige næstformand i kultur og sundhedsudvalget i Skanderborg Kommune og til daglig distriktschef i ældreplejen i Skanderborg Kommune.
Birte M. Andersen er oprindelig uddannet sygeplejerske. Hun stammer fra en gård ved Særslev på Nordfyn og gik på sygeplejeskolen i Odense.
Hun har boet med sin familie i Skanderborg de sidste 27 år og er gift med Kim Andersen, tidligere folketingsmedlem for Venstre valgt i Skanderborgkredsen.
“Jeg blev glad for at blive spurgt, om jeg vil stille op. Jeg har tænkt mig grundigt om, for jeg ved, at det er en stor opgave at løfte, hvis jeg bliver kandidat. Men jeg har sagt ja tak og glæder mig til at komme i gang, hvis opstillingsmødet ellers vil have mig, siger Birte M. Andersen i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Birte M. Andersen vil særligt lægge vægt på sundhedspolitikken, ældreområdet, det sociale område og skolen.
"Derudover vil jeg have fokus på gode vilkår for virksomheder og arbejdspladser, som er forudsætningen for vores velfærd. Jeg vil arbejde for østjyske interesser, hvor blandt andet en bedre infrastruktur er påtrængende," siger hun.
Formanden for Venstres kandidatbestyrelse i Horsens, Birger Kaas, glæder sig over, at Birte M. Andersen har sagt ja til kandidaturet.
“Jeg er både glad og stolt over at kunne præsentere Birte, som vores kandidat. Hun har både livserfaring og stor faglig indsigt. Det trænger vi altså til i folkestyret. Vi glæder os over, at Birte har sagt ja til vores opfordring til at stille op, og det er en fuldstændig enig kandidatbestyrelse, der står bag hendes kandidatur,” siger formanden for Venstres kandidatbestyrelse Birger Kaas.

Publiceret 05 September 2016 15:00