Jul på kanten af samfundet

Af
Af Grethe bo Madsen

Frivillige medarbejdere på Ry-virksomheden Pressalit rev i sidste uge en dag ud af kalenderen for at lave julefrokost for socialt udsatte og hjemløse brugere af Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus. 
Der er virkelig rift om at få lov til at være med. Alle kender jo efterhånden historien om de hjemløses julefrokost, men jeg er stadig imponeret over, at medarbejderne i den grad stadig støtter op om projektet," siger direktør Dan Boyter, der tog initiativ til julefrokosten for syv år siden. 
En af dem, der er med hver gang, er teamleder for køkken og rengøring, Gitte Sejersen. Sammen med et køkkenteam og en flok frivillige stod hun bag det praktiske i forbindelse med julefrokosten, hvor der blev serveret traditionel julefrokost med sild og medister, samt risalamande med mandelgaver.  
"Vi spurgte midt i november, hvem der ville være med i år, og der var mange flere der meldt sig, end vi kunne bruge. Der er endda nogle, der holder sig tilbage og ikke søger, fordi de har været med tidligere." fortæller hun. 
"Det giver god mening for os, at servere julefrokost for de socialt udsatte. Vi er en virksomhed, hvor vi lægger stor vægt på, at der skal være plads til alle. Blandt minde medarbejdere, er der for eksempel flere, der er ansat på særlige vilkår. De er måske slidt ned, har psykiske problemer eller handicaps. Det vigtigste er, at løfter opgaven i flok," fortæller Gitte Sejersen.
"Når vi har trivselsmålinger, er det interessant at se, at mine to teams scorer højt. Det er fordi, vi er meget bevidste om, at folk er forskellige og yder forskelligt. Vi tager hensyn til folks forskellige behov. Vi ser på, hvad de kan, og hvor deres begrænsninger er. De bidrager med det, de kan, og det værdsætter vi som virksomhed helt på lige fod med vores øvrige medarbejdere. Det giver trivsel og arbejdsglæde," mener hun.  
Det var den tidligere Venstre-rådmand i Aarhus, Laura Hay, der ad omveje inspirerede Pressalit-direktør Dan Boyter til julefroksterne for de hjemløse. 
"Som rådmand for Teknik og Miljø var jeg på besøg i Værestedet, og lederen, Ove Abildgaard, fortalte, at der var stor søgning på at fejre jul i Værestedet, at de blev nødt til at sige nej til mange. Det gjorde et stort indtryk på mig," fortæller Laura Hay, der har været med til julefrokosterne hvert år. 
"Jeg fortalte om episoden til Dan Boyter, og han sagde med det samme, at det kunne Pressalit vist godt hjælpe med. Og så var julefrokosten for de hjemløse en realitet." 
SE BILLEDERNE: Jul på kanten af samfundet

null

Publiceret 17 December 2015 11:30