Jesper Sørensen har styr på livet i dag, men sådan har det ikke altid været. Depression og angst efter et overfald, mens han arbejdede som socialpædagog sendte ham til tælling. Han mistede alt, og gik på landevejene i 12 år.

Jesper Sørensen har styr på livet i dag, men sådan har det ikke altid været. Depression og angst efter et overfald, mens han arbejdede som socialpædagog sendte ham til tælling. Han mistede alt, og gik på landevejene i 12 år.

“Husk at kysse hinanden for fa’en”

En julefrokost for socialt udsatte og hjemløse i Aarhus sætter julemånedens gaveræs og overforbrug i grelt relief - sammen med vores manglende evne til næstekærlighed

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Haves: Masser af julemad og opmærksomhed i december. Ønskes: Menneskelighed og opmærksomhed i årets øvrige måneder. Sådan lyder essensen af en dags oplevelser sammen med de socialt udsatte og hjemløse brugere af Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus.
Anledningen er den årlige julefrokost, som jeg har fået lov at komme med til. Bag julefrokosten står Ry-virksomheden Pressalit. Frivillige medarbejdere har revet en dag ud af kalenderen, for at sprede julestemning i Værestedet.
Her dufter skønt og indbydende af lækker julemad. Buffeten bugner med alt, hvad en traditionel dansk julefrokost kan trække, og stemningen er høj.

Opmærksomhed til jul

“Men det er ikke så meget maden, som det, at nogen vil gøre noget for dem - komme her og brase og hygge om dem - det er det, der er det vigtigste,” fortæller Værestedets leder, Ove Abildgaard.
“De hjemløse ser os andre styrte afsted med julekvababbelse og julestress. Og de ville ønske, det var dem. At de havde travlt med at købe julegaver og forberede julen fil deres kære. Derfor betyder julefrokosten meget for dem.”
Modsat årets øvrige måneder, får Værestedet i december masser af opmærksomhed.
“Vi er blevet meget begavet, både af virksomheder og af private, som kommer med juletræ og julegaver.”
LÆS OGSÅ: Jul på kanten af samfundet

Besøgstallet vokser

Men der kommer også hele tiden flere hjemløse til.
“Der er hele tiden nye brugere af Værestedet. Vi er nok oppe omkring 270 brugere nu. I dag er her nok omkring 110-120, som kommer forbi. På en normal dag er der 60, der kommer forbi og spiser,” fortæller Ove.
Stigningen i besøgstallet har betydet, at brugerne er nødt til at hjælpe meget til selv.
“Det vil de faktisk også meget gerne.”
Værestedet har åbent fra 8 til 15.30. Derefter må de hjemløse finde et andet sted at få ly og varme for natten.
Jeg spørger Ove, hvad han tror, der står øverst på de hjemløses ønskeliste.
“Jeg har et juleønske på vegne af brugerne af Værestedet. Det er, at folk, når de møder et nødstedt menneske, vil udvise lidt mere menneskelighed. Bare sige et par venlige ord. Spørge, om de kan hjælpe. Det ville betyde en verden til forskel, hvis folk ikke var så fordømmende,” siger han.

Mister vores medfølelse

“Vi har mistet medfølelsen for vores medmennesker i vores travle hverdag. Vi vælger ikke at hjælpe, selv når vi kan se, at det er nødvendigt. Det er sørgeligt, for vi mister noget værdifuldt i vores liv, når vi ikke hjælper: Den positive oplevelse det er at tage sig tid til at hjælpe et andet menneske.”
Oves ord kryber ind under huden, mens jeg lusker lidt omkring med kameraet og spørger et par stykker, om det er ok, jeg tager billeder af dem.
Henne fra en lænestol bliver der kaldt på mig.
“Hej du, journalist, du må gerne tage foto af mig.”
Gutten hedder Jesper Sørensen og har ikke noget imod, at fortælle sin historie. Han er uddannet socialpædagog for herrens mange år siden og har både arbejdet på Sølund i flere år og som gademedarbejder i Aarhus.
“Jeg havde både kone og børn, villa og dyre biler, det kørte bare for os,” fortæller han. Lige indtil en dag, hvor han blev slået ned, mens han var på arbejde.

12 år uden et hjem

Det blev begyndelsen på en deroute med angst og depression, indlæggelser på psykiatriske afdelinger, manglende hjælp og en skilsmisse.
“Jeg mistede mit job, og kunne efterhånden ingenting overhovedet. Jeg ville skilles, for jeg havde dårlig samvittighed overfor min kone. Jeg mistede alt. Til sidste mistede jeg også mig selv.”
Jesper nåede bunden. De følgende 12 år levede han som hjemløs.
“Og du, det er der altså ikke spor attraktivt ved. Det er forfærdeligt. Simpelthen.”
Omsider fik Jesper både en lejlighed og tilkendt førtidspension, og i dag bor han i Skødstrup, er kæreste med sin tidligere kone, og nyder sine børnebørn.
“Det er morfars små guldklumper,” smiler han og sender et smækkys ud i luften.

Væk på et splitsekund

“Hvis jeg skulle give et godt råd her i juletiden, så er det, at vi skal huske at kysse hinanden noget mere i hverdagen, for fa'en. Huske at vise, når vi holder af folk. At de betyder noget for os. For ved du hvad. Det hele kan være væk på et splitsekund.”
Jespers historie gør indtryk, og har fået gåsehuden til at stritte.
“Du skal vide, at jeg ikke ville have været noget af det foruden,” siger han.
“Det er det, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Og nu kan jeg være noget for andre igen.”
Jeg spørger, om han måske også har et juleønske på vegne af de hjemløse. Hans svar er næsten identisk med Oves:

Et juleønske for de udsatte

“Åh, det ville såmænd da bare være, om folk ville være lidt mere menneskelige og ikke så fordømmende,” siger han.
På vej ud af døren, får jeg denne afskedssalut med fra en af de faste bruger af Værestedet:
“Du kan godt skrive, at vi er meget glade for al den opmærksomhed, vi får i december, men ærlig talt, vi spiser næsten julefrokost hver dag. Det var rart, hvis det var spredt noget mere hen over året. Tænk, hvis der i det hele taget bare var nogen, der tænkte på os i alle de øvrige måneder!”

null

Publiceret 17 December 2015 12:00